Se billederne:

Kor mødtes - og sød musik opstod

Albertslundkoret har haft besøg af kor fra tjekkisk venskabsby

Vejret var med arrangementet, da Albertslunds tjekkiske venskabsby kor, Sireny, besøgte Albertslundkoret i dagene 18.-21. maj.
Koret lagde ud på Roskilde Kro, hvor der ventede flere venskabsby familier, kormedlemmer og borgmester Steen Christiansen bød velkommen.
“Sirenerne”, som de kærligt kaldes af Albertslundkoret, blev indkvarterede privat hos medlemmer af koret, Albertslund Venskabsbyforening og nogle gæstfrie albertslundere.
Et alsidigt program ventede herefter. Fredag besøgte man Naturcentret Herstedhøje og Herstedøste rKirke - hvor der opstod spontan Sirene- og Albertslundkorsang.
En af de største oplevelser, Sirenerne fortalte om, var turen til havet, ved Ishøj Strand v. Arken. Om aftenen opførte man sammen med Sirenerne en vellykket koncert i Strandmarkskirken.

Albertslund-tur

Lørdag stod den på den store Albertslundtur, der foregik med udgangspunkt i Galgebakken, forbi Herstedvester Skole og omkring Lange Eng, Materialegården, Drivhuset og biblioteket.
På biblioteket så Sirenerne blandt andet Lidice-skulpturen, der symboliserer den næsten totale udslettelse af den tjekkiske landsby Lidice under 2. verdenskrig.
Foreningen Kulturhuset Birkelundgaard havde arrangeret eftermiddagskoncert i samarbejde med Albertslundkoret. Sirenerne og Albertslundkoret optrådte i den nyrenoverede lade, hvor stemningen var høj fra start til slut.
Efter koncerten var der middag, doneret af Venskabsbyforeningen, folkedans og underholdning.

Kanalrundfart

Søndag var der havne- og kanalrundfarten foregik i smukt forårsvejr. Papirøen og Rundetårn blev også besøgt.
København og Albertslund viste sig fra sin mest charmerende side, og der kunne tages afsked med Sirenerne på Storagergårds p-plads, hvor bussen holdt klar til kørsel mod lufthavnen.
“Et fornemt samarbejde med Albertslund Venskabsbyforening, Foreningen Kulturhuset Birkelundgaard og frivillige albertslundborgere er hermed befæstet”, fastslår Albertslundkoret.

Publiceret 25 May 2017 04:00

SENESTE TV