DF og Enhedslisten overraskede:

Ville have SF-borgmester

Leif Pedersen takkede dog pænt nej: Vi må følge vælgernes dom

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

En noget utraditionel politisk alliance dukkede pludselig op på det konstituerende kommunalbestyrelses-møde tirsdag aften.,
To partier, DF og Enhedslisten, gjorde et forsøg på at skabe en overraskelse i det, der har tradition for at være et formelt og forudsigeligt ritual.
Det skete, da først Helge Bo Jensen (Enh.) i et indlæg lod forstå, at hans parti helst havde set en anden borgmester.
I valgkampen havde liste Ø ellers ikke villet melde ud, hvem man ville pege på som borgmester, og i denne valgperiode har partiet været en del af konstitueringen, med formandsposten i Beskæftigelsesudvalget.
Efter at have afleveret en del kritiske bemærkninger om Steen Christiansen som borgmester gik ordet videre fra Helge Bo Jensen til Danni Olsen (DF), der bakkede op om Enhedslisten - og foreslog Leif Pedersen (SF) som borgmester.
Det takkede Leif Pedersen dog selv pænt nej tak til:
“Jeg er da beæret, men jeg synes vi skal følge vælgernes dom”, sagde han.
Selv hvis SF havde været med på det utraditionelle forslag, havde det kun samlet syv ud af 21 i kommunalbestyrelsen. Tre fra DF, to fra Ø - og så SFs to.
Men sådan gik det altså ikke. Kun DF og Enhedslisten stemte for forslaget, de øvrige imod - dog undlod Mehmet Kücükakin (SF) at stemme.
De seks partier, der er med i konstitueringen - S, SF, K, R, V og Alternativet - udgør således de næste fire år et markant flertal på 16 ud af 21.
Mens DF og Enhedslisten står udenfor.

Tak for tilliden, men nej tak, lød svaret fra Leif Pedersen (SF), her med de nyvalgte Kenni Flink (Alt.) og Hediye Dilara Pekerman Temiz (Rad.). Foto: brie.

Tak for tilliden, men nej tak, lød svaret fra Leif Pedersen (SF), her med de nyvalgte Kenni Flink (Alt.) og Hediye Dilara Pekerman Temiz (Rad.). Foto: brie.

Publiceret 05 December 2017 21:11

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV