Ærlige Emma på 13 år skriver:

Min diagnose

Vær ikke bange for en diagnose. Det er 13-årige Emmas råd til andre børn og deres familier. Hun har ADHD og har skrevet dette åbne, ærlige indlæg

Af
Af Emma Cecilia Boyer Andersen

juniorjournalist i Albertslund Boligsociale Center:

Jeg fik min diagnose ADHD, da jeg var 10 år og gik i 4. klasse. Jeg vil gerne fortælle min historie om at leve med ADHD, i håb om at det kan hjælpe andre. Da jeg startede på Herstedøster Skole i 1. klasse, havde jeg nogle problemer med min koncentration, men vi troede bare, at det var, fordi jeg var barn.
Efter jeg havde gået i klassen i et stykke tid, begyndte jeg at blive drillet lidt. Jeg blev meget hurtigt sur og ked af det. Mine lærere mente ikke, at det var noget – jeg bare var følelsesmæssigt ustabil.
I starten af 2. klasse blev det meget værre. Jeg kom hjem hver dag og var så sur og ked af det, og det hele gik ud over min mor og min papfar. De spurgte mig, hvad der var galt, men jeg ville ikke sige det, for mine lærere sagde, at det var mig, der var noget galt med, og at jeg bare skulle sige 'pyt'.
Da jeg havde gået i 2. i et halvt års tid, begyndte de andre i klassen at mobbe mig så meget, at hver gang jeg strejfede dem eller rørte deres bord, sagde de: ”Ej, nu skal det jo vaskes!” Jeg prøvede at sige det til mine lærere, men de sagde stadig, at jeg bare skulle sige 'pyt'. Jeg blev mere og mere sur og ked af det derhjemme, men jeg sagde ikke noget.
Jeg fortsatte bare i min tro på, at det var mig, der var noget galt med.
Sådan blev det ved, indtil jeg en dag fik nok og sagde det meget tydeligt til mine lærere. De besluttede sig så for, at jeg skulle sidde i en rundkreds sammen med alle de andre, som så kunne sige, hvad det var, de havde imod mig.
Da jeg kom hjem den dag, kunne jeg ikke mere. Jeg græd og græd. Min mor kom ind og sagde, at hun ikke kunne hjælpe, hvis jeg ikke fortalte hende, hvad der var i vejen. Så fortalte jeg hende det hele. Min mor synes langt fra, at det var okay.
Så hun arrangerede et møde med mine lærere. Flere gange, uden at det gjorde en forskel. Det blev ved sådan indtil slutningen af 3. klasse, hvor jeg kom på Julemærkehjem, fordi jeg nu var blevet overvægtig og havde alt for lavt selvværd. Mit ophold på julemærkehjemmet varede 10 uger. Da de 10 uger var gået, gik jeg derfra med 10,6 kg mindre og mere selvtillid.
Da jeg kom tilbage i starten af 4. klasse, havde vi fået nye lærere. To fantastiske lærere, som hjalp mig så meget som muligt, men det var desværre ikke nok. Mobberiet forsatte bare ovre i fritidsklubben. En dag fik jeg simpelthen nok og var på vej til at hoppe ud af vinduet på fritidsklubbens 1. sal (det kan godt være, at det ikke lyder af meget, men for mig var det), da to af mine eneste venner kom ind og fik hevet mig ned fra vinduet.
Jeg brød sammen. Jeg kunne ikke mere. Da jeg kom hjem efter klub, gik jeg i bad med det samme og begyndte at græde derude. Jeg ville ikke have, at min mor skulle opdage, hvor svag jeg var. Til mit held græd jeg ikke stille nok. Så da jeg kom ud af badet, kom min mor ind til mig og krammede mig og sagde:
”Hvad sker der dog, siden du græder i badet?” Jeg ville ikke fortælle hende det, men hun blev ved med at kramme mig, lige ind til jeg sagde det. Jeg brød jeg sammen i hendes arme og fortalte hende det hele.
Dagen efter tog vi til Glostrup akut børnepsyk-afdeling. Jeg var så bange, at jeg valgte at tage gaffatape for munden for ikke at tale. Jeg kom derud, og vi fik et værelse med spil, seng og tv. Vi ventede, og en dame kom og talte med os. Det var slet ikke så slemt, som jeg troede. Jeg tog også gaffatapen af.
Damen på Psyk sendte os videre til udredning. Her fandt de ud af, at jeg havde ADHD, og satte mig i behandling for det. Det var det, der skulle til, for at jeg kunne genfinde mig selv. I den periode havde min mor taget orlov, så jeg gik hjemme sammen med hende. Da jeg kom i skole igen, var min mor med mig.
I slutningen af 5. klasse kom jeg i en specialklasse, hvor jeg har gået siden. Jeg går nu i 7. Jeg er blevet en helt anden person. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg kom ind i den klasse, hvor vi kun er otte elever, og de har så mange ressourcer, som har været gode for mig.
Jeg er kommet så langt, at jeg nu er i praktik i en almen klasse. Jeg glæder mig til at kunne starte i en almen 8. klasse efter sommerferien som en ny glad mig.

Fakta
ADHD er en lidelse, der giver børn, unge og voksne problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.

Publiceret 17 December 2017 05:00

SENESTE TV