Se billederne:

Mikael Hansen-museum på Galgebakken

Benny Klausen har købt så mange værker af Mikael Hansen, at vennerne kalder hans lejlighed for et museum

Af
Jørgen Brieghel

Et fint messingskilt på hoveddøren til rækkehuset i Galgebakken fortæller, at her er ”Museum Mikael Hansen”.
Der er ikke faste åbningstider, og ingen kustoder. Faktisk befinder vi os i Benny Klausens private bolig. Og det med messingskiltet er noget, vennerne har fundet på for sjov.
Alligevel er der et stort gran af alvor over det der med museet. For Benny Klausen har gennem årene samlet så mange værker af Albertslund-kunstneren Mikael Hansen, at det ikke er helt skævt at kalde det et museum!
Det hele begyndte for en del år siden.
”Jeg har fulgt Mikael Hansen gennem alle årene i Albertslund, gennem fælles bekendtskab. Jeg har fulgt ham gennem alle hans installationer i 80erne. Hans billeder og værker er i en særlig klasse. Da jeg flyttede ind i rækkehuset i Galgebakken blev jeg fascineret af væggenes udtryk. Jeg kunne lide tanken om at lade de rå betonflader stå – uden tapet på. Men det var en udfordring at finde billeder at hænge på væggene, som spillede til de store betonflader”.
”Så udgav Mikael Hansen bogen om hele sin produktion, og jeg så pludselig de muligheder, der lå i at få nogle af hans værker til at hænge på mine rå betonvægge. Jeg spurgte ham, om der var noget til salg. I forvejen havde jeg sat gule sedler ind i hans bog, ved de værker, jeg godt kunne tænke mig”.
Benny Klausen lejede en bil og hentede de første syv værker.
”Mikael Hansen var med og hjalp med at bære værkerne ind. Et af dem bar han ud igen – det var for mørkt, mente han. Men det kom tilbage, og det har jeg i dag! Vi satte billederne på stolerygge, nogenlunde hvor jeg forestillede mig, de skulle stå. Mikael Hansen fik lov at placere billederne, og vi diskuterede placeringerne, inden billederne blev hængt op med centimeters nøjagtighed – som på et museum”.
Billederne skulle passe ind i rummet, passe til fladerne og passe til rækkehusets tre etager.
Benny Klausen har efterfølgende købt bl.a. lammeskind, der spiller godt op til billederne og betonvæggene. Det hårde mod det bløde. Det industrielle mod det naturlige.
I dag er der 10 store og 10 små værker i rækkehuset. De dækker perioden 1983 til 2012.
Måske ikke et stort museum, men dog en markant samling. ”Museum Mikael Hansen”.
PS: Vi skal sige fra Benny Klausen, at man fint kan aftale tid for et "museumsbesøg". Han kan kontaktes på tlf: 20 46 79 21?

Benny Klausen ved en af Mikael Hansens installationer.

Benny Klausen ved en af Mikael Hansens installationer.

Publiceret 10 January 2018 06:00

SENESTE TV