Borgmestre råber vagt i gevær:

Udligning kan ødelægge vores økonomi

Åbent brev til regeringen og Folketinget fra 34 borgmestre, blandt andet Steen Christiansen (Soc.)

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Den kommunale udligningsordning risikerer at ødelægge økonomien i flere hovedstadskommuner.
Sådan lyder det i en stærk appel fra 34 borgmestre, som råber vagt i gevær, i form af et åbent brev til regeringen og medlemmerne af Folketinget.
Her fremgår det, at de 34 hovedstadskommuner i samarbejdet ”Stop Forskelsbehandlingen Nu” ønsker at nuancere den debat, der er om udligningen. En ordning der her i 2018 skal omlægges, og der er mange milliarder på spil i den udligningskabale, som økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille nu skal til at lægge.
”Vi skriver til jer, fordi en unuanceret debat om udligning risikerer at få voldsomme negative konsekvenser for en række kommuners økonomi”, fremgår det blandt andet i brevet, som også Steen Christiansen (Soc.) fra Albertslund er medunderskriver på.
”Vi ønsker med materialet til regeringen at sikre et mere balanceret og nuanceret perspektiv i debatten. Det er vigtigt, fordi ellers risikerer en ny aftale at få voldsomme negative konsekvenser for en lang række kommuners økonomi. Vi bliver nødt til at have helhedsbrillerne på, når vi ser på udligningssystemet – og ikke pille enkelte elementer ud”, siger Steen Christiansen.
I den forbindelse understreger han, at landsudligningen allerede i dag overopfylder sit formål og overfører hvert år flere midler fra hovedstadsområdet til resten af landet.

Sender 13,3 milliarder afsted

I 2018 sender hovedstadskommunerne 13,3 milliarder kroner til kommunerne i resten af landet. Det er en stigning på 90 procent siden kommunalreformen i 2007. En række provinskommuner ønsker nu, at den pengestrøm fra hovedstadskommunerne skal stige yderligere.
Det mener de 34 kommuner i hovedstadsområdet på ingen måde er rimeligt over for borgerne i hovedstaden, hvis det betyder, at de skal betale endnu mere i skat for at flytte milliarder til resten af landet, som har lavere skat, højere service, og hvor familierne tilmed har 96.000 kroner mere i rådighedsbeløb om året end tilsvarende familier i hovedstadsområdet.
Udligningen var på tapetet ved et lukket samråd i Folketinget tirsdag den 9. januar med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Baggrunden var, at en række medier fejlagtigt har beskrevet, at det eksisterende datagrundlag for to socioøkonomiske kriterier i udligningssystemet har betydet, at “milliarder er overført til bykommuner” via udligningssystemet.
Økonomi- og indenrigsministeriet vurderede senest i 2013, at de penge, der bliver omfordelt på baggrund af de to kriterier, udgør en fair betaling for den faktiske byrde, kommuner har. I det lys er det uforståeligt, at en række kommuner på trods af uændrede omkostninger nu kræver over 700 mio. kr. oven i de 13,3 mia. kr. om året, som bl.a. disse kommuner allerede i dag modtager fra hovedstadsområdet. Det er et af flere budskaber i brevet, der altså i dag er blevet sendt til regeringen.
”Man kan altså ikke få de samme penge flere gange. Ingen kommuner er med andre ord blevet snydt, og ingen kommuner er sluppet billigere, end de burde. Det har vi nu sendt dokumentation på til regeringen, og så håber vi, at de tager det med i betragtningerne til en ny udligningsaftale”, siger Steen Christiansen.



De 34 kommuner

De 34 kommuner i samarbejdet Stop Forskelsbehandlingen Nu er:
Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Stevns, Tårnby, Vallensbæk.

Publiceret 11 January 2018 09:37

SENESTE TV