Plejepersonalet på Albertshøj er dansepartnere, men her er det Hugo Pedersen fra Albos Venner, der tager en svingom med Ellen Lunde. Foto: brie
Plejepersonalet på Albertshøj er dansepartnere, men her er det Hugo Pedersen fra Albos Venner, der tager en svingom med Ellen Lunde. Foto: brie
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Se billederne: Dans tænder gnisten og musik vækker minder

På kort tid er erindringsdans blevet ugens højdepunkt for beboerne på Albertshøj

”Ris-ras-filiong-gong-gong”, lyder det fra musikanlægget. Fællesrummet på 3. sal i plejecentret Albertshøj er indtaget af beboere og plejepersonale. Der bliver sunget med, der bliver danset, og smilene er store hos alle på dansegulvet. Mange af beboerne er dårligt gående, men de stiller alligevel rollatoren til side og får svinget benene, når musikken spiller. Beboere i kørestol får sig også en svingom – godt hjulpet af personalet.

”Musikken og dansen tænder gnisten”, siger Janet Lehmann, der sammen med Sanne Poulsen arbejder som plejepersonale på Albertshøj, og som har været på et særligt kursus for at blive erindringsdans-instruktører.

”Vi har holdt erindringsdans tre gange, og det er helt utroligt så stor glæde det skaber”, siger Sanne Poulsen. ”Normalt er der ca. 30 beboere fra Albertshøj, og det er absolut ugens højdepunkt. Når de hører musikken, vækkes minderne. Pludselig kan de huske deres barndom, og mindes den gang de gik til dans. Flere af beboerne er demente, og på denne her måde kan de pludselig erindre ting, som ellers var glemt. Nogle er måske meget tavse i hverdagen, men når de hører musikken, bliver de glade og begynder at snakke”.

”En af beboerne sad en dag og græd. Vi blev lidt rystede, men hun fortalte os, at det kun var glædestårer!”, siger Janet Lehmann.

Inger er en af beboerne på Albertshøj. For hende er det absolut ugens højdepunkt at komme til erindringsdans. I dag var hun desværre forhindret i at være med hele tiden, fordi hun skulle til tandlæge. Men hun fik det sidste med.

”Det er imponerende og ubeskriveligt”, siger Inger. Hun har taget sit fineste tøj på denne tirsdag. Det gør man, når man skal til erindringsdans.

”For os som personale er det også vigtigt, at vi har pænt tøj på og ikke er iført vores plejetøj”, siger Janet Lehmann. ”Vi skal møde beboerne på lige fod og ikke som personale”.

Der arbejdes på at lave et afdansningsbal en gang i april. Det skal være i et stort lokale, og det skal være med festtøj, måske korsang og måske lidt professionel dans til at krydre med.

Flot skal det være, og flot bliver det.

”Den allersidste dans, før vi går hjem”, synger Kim Larsen fra musikanlægget.

”Tusind tak for i dag. Vi ses næste uge”, slutter Sanne og Janet.

Publiceret: 08. Februar 2017 05:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere