Nogle af de unge foran deres tegninger.
Nogle af de unge foran deres tegninger.
Foto: brie
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Se billederne: De unges drømme kommer frem i lyset

Elever fra dysleksiklasserne på Egelundskolen har arbejdet en uge med drømme. Det er der kommet store papfigurer ud af, som nu udstilles på rådhuset

En ø, en bil, en højttaler, en flammekaster, en brudekjole. englevinger.

Eksempler på, noget af det unge drømmer om, drømmer om natten eller dagdrømmer om.

”Drømme” har i en uge været temaet for et kunstnerisk projekt i dysleksicentret på Egelundskolen.

Billedkunstner Maia Peitersen, der tidligere har undervist på Billedskolen, har været kunstnerisk leder på projektet i samarbejde med Eva Juul Sørensen, leder af dysleksicentret.

Projektet har fået støtte fra Statens Kunstfond som et huskunstnerprojekt og er også støttet af Albertslund Kommune.

”Eva og jeg kender hinanden fra Billedskolen, og jeg kender børnene fra mit arbejde her. Derfor var det naturligt, at vi talte sammen om endnu et samarbejde”, fortæller Maia Peitersen.

”Eleverne havde i forvejen arbejdet med drømme, og vi oplevede, at mange børn og unge har lidt svært ved at stå ved deres drømme og udtrykke dem. Det har projektet åbnet for”.

Arbejdet har været et koncentreret forløb. Den første dag skulle eleverne lave tegninger af den drøm, de gerne ville lave en stor skulptur ud af.

”Jeg har valgt pap og papir, fordi det er skrøbelige materialer. Ligesom drømme er forgængelige!”, siger Maia Peitersen.

Ugen er så gået med at omdanne tegningerne til de store figurer og installationer. Der er målt op og beregnet, skåret, klippet, limet og malet. Meningen er, at figurerne skal op at hænge på rådhuset, og de skal være så store, at man så at sige kan træde ind i de unges drømme.

Udstillingen åbner mandag 12. februar og kan ses på rådhuset februar måned ud.

”Målet med projektet er, at de unge skal stå ved deres drømme. Dræb ikke drømmene, bare fordi de virker urealistiske. Det er vigtigt at drømme, for at vi kan udvikle os som mennesker”, mener Maia Peitersen.

Publiceret: 02. Februar 2018 10:04

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

Bøger
Forsiden netop nu