Laden på Birkelundgård dannede rammen for jubilæumsfesten for Grønt Regnskab. Borgmester Steen Christiansen på talerstolen.
Laden på Birkelundgård dannede rammen for jubilæumsfesten for Grønt Regnskab. Borgmester Steen Christiansen på talerstolen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Se billederne: Miljøarbejdet holdt sølvbryllup

25 års jubilæet for Grønt Regnskab blev torsdag fejret i laden på Birkelundgård med taler og inspiration

”I dag deler vi ud af erfaringerne med det lokale miljøarbejde. Både det synlige miljøarbejde, når boliger energirenoveres og når vi opretter et biotopia i parken. Men i lige så høj grad det daglige miljøarbejde, der foregår i skoler og børnehaver, blandt borgerne og i projekter med virksomheder”

Det sagde borgmester Steen Christiansen, der var en af talerne, da 25-året for offentliggørelse af Grønt Regnskab blev fejret ved et ”inspirationsarrangement” på Birkelundgård.

Der var ikke rock eller opera i den smukke lade, men små boder, hvor kommunens miljøarbejde blev præsenteret for gæsterne.

Formand for Miljø- og Byudvalget, Leif Pedersen, bød velkommen.

”Vi har meget at fejre”, sagde han. ”Albertslund er stadig meget ambitiøs på miljøområdet, og i dag deler vi ud af de erfaringer, vi har gjort gennem årene”.

Tid til tilbageblik

Der var tid til tilbageblik. Ikke mindst, da Steen Christiansen præsenterede det allerførste eksemplar af Grønt Regnskab for tilhørerne.

”Det første Grønt Regnskab viser et vandforbrug på 157 l per døgn per indbygger i 1992. I 2016 kan vi for fjerde år i træk vise et forbrug på under 100 liter pr. person pr. døgn – i 2016 var det på kun 92,4 liter”, sagde borgmesteren. ”I 1995 blev den første Agenda 21 handlingsplan udgivet. Det var den første af sin art i Danmark og beskrev miljømålsætningerne for kommunen. I 2008 kunne Albertslund som den første kommune i landet og endda Europa, tror jeg, kalde sig 100% miljøcertificeret. Efter et langt sejt træk, hvor ambitiøse miljømål blev opnået på alle arbejdspladserne”.

To af de personer, som har været med i alle årene blev fremhævet: Nemlig tidligere chef for den daværende miljøforvaltning, Thorvald Ovesen og sekretær samme sted, Vivi Munk.

Og en central frontløber for miljøarbejdet, daværende borgmester Finn Aaberg, blev naturligvis også fremhævet.

Th. Ovesen og Vivi Munk var ansat i den daværende miljøforvalttning og med til at skubbe byens miljøarbejde i gang - sammen med borgmester Finn Aaberg.
Th. Ovesen og Vivi Munk var ansat i den daværende miljøforvalttning og med til at skubbe byens miljøarbejde i gang - sammen med borgmester Finn Aaberg.

Fremtiden

Om fremtiden, sagde Steen Christiansen:

”Vi vil frem mod 2025 ikke bare engagere os i at løfte vores del af klimaudfordringen, men også turde demonstrere og udbrede nye løsninger som kan komme både kommunen, klimaet og andre kommuner til gavn”.

Han nævnte de nye teknologier som led-belysning, omlægning til lavtemperaturfjernvarme og en ny og krævende affaldsordning ”selvom jeg jo næsten ikke tør tale om, den her”, sagde han med en stikpille til de vanskeligheder, der har været med ordningen.

Priser

To grønne initiativpriser blev uddelt på dagen: Prisen til borger/institutioner gik til Brugergruppen og den kommunale tandpleje.

En særpris var der til Harry Jensen for sit utrættelige og målrettede miljøbevidsthed i det daglige.

grønt regnskab viser, hvordan Albertslund har forbrugt vand, varme, el og udledt CO2. Den kan hentes på www.albertslund.dk

Publiceret: 19. Maj 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere