Vi er enige om meget, men der er også noget der skiller os, lyder det fra brødrene Steffen (tv.) og Allan Høyer.
Vi er enige om meget, men der er også noget der skiller os, lyder det fra brødrene Steffen (tv.) og Allan Høyer.
Foto: due.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Som brødre vi dele: Stiller op for DF og Radikale

Allan og Steffen Høyer kæmper på hver sin fløj i valgkampen i Albertslund

Hvis du hører parolen “Stem på Høyer” i valgkampen i Albertslund, så kan det faktisk betyde to ting.

Nemlig enten en stemme på Dansk Folkeparti - eller på Det Radikale Venstre. De to partier har nemlig hver sin bror opstillet:

Allan Høyer, der allerede sidder i kommunalbestyrelsen for DF, og Steffen Høyer, der stiller op som nummer tre på den radikale liste.

Men selv om de repræsenterer to partier, der ellers regnes som nogle af de største “modpoler” i dansk politik, forsikrer begge, at tonen imellem dem altid er venlig og respektfuld:

“Vi snakker egentlig ikke så meget politik, når vi er sammen. Det gjorde vi heller ikke som små”, siger Allan Høyer, der er 54 år og storebror - Steffen er 49.

“Vi er ikke som sådan ud af en politisk aktiv familie”, supplerer lillebror.

“Far var lastbilchauffør, mor kassedame, og politik ikke var noget vi gik op i. Men vi har en onkel, der er SF'er og en fætter, der er socialdemokrat.”

Enige om meget, men...

De forsikrer, at der er mange ting de er enige om, men også ting hvor vandene skiller.

“Når det handler om de ældre og de svageste i samfundet, tror jeg vi er helt enige”, siger Steffen Høyer, og tilføjer:

“Men det er nok i spørgsmål som miljø og integration, at den skiller.”

Allan nikker:

“Vi har lokalt haft masser af godt samarbejde med de Radikale. Det kan jo være forskellen på landspolitik og lokalpolitik. Vi har for eksempel også et virkelig godt samarbejde med Enhedslisten. Det ville nok være utænkeligt på Christiansborg.”

Som konkret eksempel på lokalpolitisk uenighed fremhæver de spørgsmålet om Agenda Center:

“DF vil nedlægge Agenda Centret, og det er vi meget uenige i”, siger Steffen, mens Allan dog protesterer over den udlægning:

“Vi har ikke noget imod Agenda Center som sådan, men vi synes bare ikke det skal drives for offentlige midler. Det er forskellen.”

I spørgsmålet om nydanskere er det ingen hemmelighed, at deres to partier ofte står på hver sin fløj i debatten.

“Jeg er grundlæggende uenig i den måde vi griber integrationen an på. Den tilgang og den tone vi har i forhold til det, er ikke i orden”, siger Steffen, mens Allan ikke er så uenig, som man måske skulle tro:

“Jeg går ind for, at alle skal have den samme behandling. Der kan man da helt sikkert godt bibringe debatten lidt bedre retorik. Men jeg er lidt træt af, at det altid er det emne, som DF bliver hængt op på.”

Brødrene bliver hurtigt enige om, at emnet ikke fylder meget lokalt, da Albertslund i en årrække har været såkaldt “0-kommune” i forhold til flygtninge. Da kommunen har mange flygtninge og indvandrere i forvejen, har man ikke modtaget nogle nye borgere i flere år.

“Hvis vi skulle tage imod flygtninge, ville vi nok være mere uenige”, siger Allan Høyer - og Steffen nikker.

Snakken foregår hele vejen i en munter tone, og den fortsætter, da de til ære for fotografen stiller sig op ved valgplakater for dem begge. Herefter takker de pænt af - og fortsætter valgkampen hver for sig.

Publiceret: 09. November 2017 10:46

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt