Fægtede sig til sølvmedaljer

Albertslunds nyeste idrætsforening hentede DM-medaljer

Af
Morten Thornton

Albertslund Fægteklub var med, da der blev afholdt DM for børn i Odense i begyndelsen af maj måned. Det lykkedes oven i købet for klubbens fægtere at hente flere medaljer i aldersklassen miniorer, som er U10.
Johannes Andersson hentede sølv, da han tabte finalen til en dygtig fægter fra Viborg, mens Marcus Larsen tabte til samme Viborgfægter i semifinalen. I holdkonkurrencen kæmpede klubbens miniorer sig frem til en sølvmedalje.
For klubbens enlige deltager i U14, Tor Avnbo,, gik det ikke godt i den individuelle konkurrence, hvor det blev til en placering som nummer 15. Han fik så til gengæld fuld oprejsning, da han senere på dagen slog den nykårede individuelle DM-mester i holdkonkurrencen med cifrene 5-4.
Det kombinerede Albertslund/Glostrup hold tabte senere knebent 45-42 i holdkampen til holdet fra Vordingborg og fik desværre ikke medalje med hjem.

Byder indenfor

Som ung klub er det Albertslund Fægteklubs primære fokus at få flere medlemmer, og de flotte DM-resultaterne kan forhåbentlig være med til både at fastholde og lokke nye medlemmer til, håber man.
Det nyeste skud på den stamme er, at klubben har startet voksentræning, som afholdes hver torsdag kl. 19 i gymnastiksalen på Herstedvester Skole, klubbens normale træningssted.
“Fægtning er en sjov motionsform hvor både hjernen og kroppen bliver udfordret,” slår klubbens træner Mads Eriksen fast, og håber, at flere vil opdage fægtningens mange glæder ved at møde op til den åbne klubtræning.

Publiceret 25 May 2015 06:00