Se billederne:

Stensikker knock out sejr til Micki

Forretten var bedre end hovedretten ved lørdagens boksestævne i Brøndby Hallen

Af
Morten Thornton

Der blev brølet igennem fra de 5500 tilskuere i Brøndby Hallen, da Micki Nielsen gik i ringen mod den rutinerede 43-årige bulgarer, Konstantin Semerdjiev med tilnavnet “Koko Tyson”.
Den 22-årige Albertslund-bokser sagde tak for støtten med en effektiv og slagkraftig indsats, som sluttede i 3. omgang, hvor han slog Konstantin Semerdjiev i gulvet.
Inden da var gået næsten tre omganges intensiv, koncentreret og målrettet boksning fra Micki Nielsen. Han drev sin modstander rundt og landede adskillige slag. Der var god variation i hans boksning. Han ramte med både jabs, store hooks og uppercuts. Den bulgarske Tyson var robust og kunne tage imod meget ikke det højre hook til tindingen han blev ramt af kort før 3. omgang sluttede. Her stoppede kamplederen opgøret. “Koko Tyson” var tydeligt færdig.
Dermed kunne Micki Nielsen skrive endnu en knock out sejr til sin liste, som efter lørdagens kamp siger 20 sejre i 20 kampe og 14 KO's.
“Det er altid fedt at lave en knock out,” sagde han bagefter fra ringen, og fortsatte: “Han gav lidt igen undervejs, men det er OK at blive ramt, og jeg fik nogen stykker. Ikke nogen der gjorde mig noget.”
Samtidig takkede Micki for den fantastiske opbakning han havde fået i ringen.
Micki gav fuld valuta for opbakningen i en medrivende og intens fight. Det er mere end man kan sige om den hovedret, som fulgte. Her dukkede kun den ene bokser op, mens Rudy Markussen havde sendt sin svage tvilling.

null

Publiceret 13 December 2015 03:21

SENESTE TV