Der blev spillet kampe på alle baner på stadion. Foto: brie

Der blev spillet kampe på alle baner på stadion. Foto: brie

Se billederne:

Solrige pinsedage med masser af fodbold

1500 deltog i AIF Pinse cup på Albertslund Stadion og mange tusinde kom og kiggede på

Af
Jørgen Brieghel

Der var godt pres på Albertslund Stadion og Badesøen i Pinsen.

Badesøen åbnede lørdag og lokkede gæster til, da vejret viste sig fra en ren sommerlig side.

Samtidig indtog den traditionsrige AIF Pinse cup hele stadionområdet.

Det betød, at mange tusinde gæster lagde vejen forbi, og Albertslund Beredskab havde nok at gøre med at få parkeringen til at forløbe smertefrit.

”Vi har haft 140 hold fra Sjælland, Bornholm, Tyskland og England og i alt 1500 deltagere”, fortæller Lone Frisgaard fra styregruppen. ”Der har været overnatning på Herstedvester skole, og bespisning på stadion. Deltagerantallet var mindre end sidste år, hvor der var 170 hold. Vi har været i konkurrence med to andre store stævner, nemlig Dragør og Frederikssund.”

Masser af frivillige har været årsag til, at arrangementet kunne lade sig gøre.

”Uden stor opbakning fra forældrene, kan vi ikke lave sådan et stævne”, siger Lone Frisgaard. ”Derfor er det vigtigt at fortælle, at den indsat forældrene gør, i sidste ende går til et godt formål: Nemlig til støtte for vores fodboldungdom. Overskuddet går ind i ungdomspuljen, hvor man kan søge penge til forskellige aktiviteter indtil spillerne er 15 år”.

Allerede fredag indlogerede de første hold sig, og lørdag kl. 8 gik det løs. Der blev spillet to dage lige til søndag kl. 17. 

Vejret var forrygende godt, og derfor blev ekstra mange lokket til banerne på stadion for at heppe og se på. Der blev hujet lang banesiderne, mens andre slappede af og nød stemningen fra skyggefulde pladser rundt omkring på området.

Og så var der i øvrigt fribilletter til Badesøen efter endt kamp til alle de deltagere, der måtte have lyst.

 

Publiceret 21 May 2018 06:00

SENESTE TV