Motionsfodbold er et fodboldtilbud til mænd, der elsker fodboldspillet og samværet på et hold, men som ikke ønsker at være bundet af at spille turneringer, siger HIC. Arkivfoto: Mostphotos

Motionsfodbold er et fodboldtilbud til mænd, der elsker fodboldspillet og samværet på et hold, men som ikke ønsker at være bundet af at spille turneringer, siger HIC. Arkivfoto: Mostphotos

Inviterer modne mænd til fodbold for motionens skyld

Fodboldglade mænd kan nu spille motionsfodbold i HIC

Af
Jørgen Brieghel

Mange mænd elsker fodboldspillet på grønsværen, men er måske aldrig rigtig selv kommet i gang, eller også kom karriere, familie eller en skade i vejen midt i det hele. Derfor introducerer Herstedøster IC (HIC) nu motionsfodbold for mænd.

”Motionsfodbold er et fodboldtilbud til mænd, der elsker fodboldspillet og samværet på et hold, men som ikke ønsker at være bundet af at spille turneringer. Det er glæden ved fodboldspillet, samværet og motionen, der er i fokus”.

Det siger Varny Jensen, bestyrelsesmedlem i HIC.

”Vi vil gerne være en klub der kan tilbyde glæden ved fodbold til mange forskellige målgrupper, og derfor har vi et stykke tid gerne ville opstarte noget for de mange voksne mænd i lokalområdet, som ikke har tid, eller lyst, til at spille turneringsfodbold. Vi ved at fodbold gør meget godt for sundheden, og det vil vi som klub rigtig gerne bidrage til. Vi håber samtidig på at tilbuddet kan være med til at støtte op om det generelle klubliv i klubben”, siger Varny Jensen.

Kernen i tilbuddet er, at det skal være sjovt, sundt og socialt. Derudover kan selve træningen variere fra gang til gang, men gennemgående er dog selvfølgelig fodbolden. Varny Jensen siger, at det er vigtigt at understrege, at tilbuddet er åbent for alle, og der bliver ikke stillet krav til hverken udstyr eller tidligere erfaring på en fodboldbane, ligesom at der tages hensyn til hinanden på banen og det sociale er i højsædet.

Om målgruppen for tilbuddet siger Varny Jensen:

”I første omgang har vi valgt at lave et hold for mænd 45+. Helt grundlæggende kan jeg se, at der i denne aldersgruppe er en del mænd, som vi tror på gerne vil i gang med at dyrke motion, men som ikke har kunnet finde noget der motiverer dem. Samtidig kan jeg se at der i byen og i omegnen bor mange i denne alder, og vi håbe,r at vi kan få dem ud på det grønne græs og møde nogle fra byen igennem fodbolden. ”

Motionsfodbold introduceres på Albertslund Stadion torsdag 7 februar 2019 kl. 19.00.

Motionsfodbold er en del af Bevæg dig for livet – Fodbold, som er et projekt, der blandt andet har fokus på at få flere voksne motionister ind som medlemmer i de danske fodboldklubber.

Det er videnskabeligt bevist, at fodbold isoleret set er en sundere motionsform end både fitness og løb.

Læs meget mere om Bevæg dig for livet – Fodbold og motionsfodbold på bevaegdigforlivet.dk/fodbold

Publiceret 29 January 2019 04:00