Samuel Zacho og Johannes Andersson. Privatfoto

Samuel Zacho og Johannes Andersson. Privatfoto

To DM-sølvmedaljer til Albertslundfægtere

ALF'erne kom hjem med sølv i både individuel konkurrence og holdkonkurrence for U12 kårdefægtere

fægtning Forleden blev der i Birkerød afholdt B&U DM i fægtning, og med fra Albertslund Fægteklub (ALF) var i kårdekonkurrencen for U12-drenge de to lokale fægtere Samuel Zacho og Johannes Andersson.

Der stillede i alt 18 fægtere til start i denne kategori, bl.a. fra fægteklubber så langt væk som Varde.

Konkurrencen indledtes med en puljerunde, hvor der fægtedes i tre puljer á seks deltagere. Hér lykkedes det både Samuel og Johannes at kvalificere sig direkte til ottendedelsfinaler, hvilket jo var en rigtig god start.

Desværre for Samuel var modstanderen i første finalekamp en endnu mere rutineret fægter fra vores naboklub i Taastrup, så på trods af god modstand røg Samuel ud af den individuelle konkurrence på dette tidspunkt, da han tabte kampen.

Desværre for Samuel var modstanderen i første finalekamp en endnu mere rutineret fægter fra vores naboklub i Taastrup. Privatfoto

Desværre for Samuel var modstanderen i første finalekamp en endnu mere rutineret fægter fra vores naboklub i Taastrup. Privatfoto

Johannes lykkedes med at vinde både sin ottendedelsfinale (15:3, over modstander fra Hellerup), kvartfinale (11:6, over modstander fra Dragør) og sin semifinale (knebne 13:12, over modstander fra Vordingborg). I finalen ventede så den forsvarende Danmarksmester på U12 kårde drenge, Mikkel Ziegler, Vordingborg.

Selvom Johannes i årets løb ved lejligheder har præsteret at vinde over Mikkel, så var det desværre ikke denne dag han kunne gentage præstationen, og Mikkel vandt finalen 15:8. Johannes måtte så – i lighed med sidste år – tage til takke med en sølvmedalje, som da bestemt også er en flot præstation!

Efter de individuelle konkurrencer fulgte holdkonkurrencerne.

Samuel og Johannes fra ALF stillede op på et hold sammen med en fægter fra Taastrup, og én fra Slagelse. Første kamp mod et andet blandet hold med deltagelse fra Dragør, Hellerup og Varde blev en overbevisende 45:27 sejr til "vores" hold.

Anden kamp var mod et hold fra Vordingborg, og denne faldt mindre heldigt ud, da der her indkasseredes et nederlag på 45:37, efter at Samuel under sin sidste tur på pisten ellers havde fået indhentet et par point som holdet var bagud og udlignet til 35:35. Vordingborg vandt således holdkonkurrencen, mens holdet med ALF-deltagelse fik sølv.

Resultatet for ALF'erne blev således - i lighed med 2018 - at ALF'erne kom hjem med sølv i både individuel konkurrence og holdkonkurrence for U12 kårdefægtere. Det er da flot at kunne det to år i træk - tillykke med det!

Publiceret 21 March 2019 07:00