Manglende tandbørstning og andre former for dårlig hygiejne irriterer især kvinder. Foto: Scanpix
Manglende tandbørstning og andre former for dårlig hygiejne irriterer især kvinder. Foto: Scanpix
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Uvaner: Han klør sig i skridtet og vasker ikke hænder bagefter

Dobbelt så mange kvinder som mænd synes, at deres partner har en ulækker vane. Snak om det, anbefaler eksperter

Af Maren Urban Swart
mas@sondagsavisen.dk
Kærestens ulækre vaner

“Han klør sig i skridtet og vasker ikke hænder bagefter.”
Kvinde, 22 år

“Han børster ikke tænder hver dag.”
Kvinde, 35 år
“Han sætter sig nøgen i møblerne.”
Kvinde, 28 år 
“Han går sjældent i bad.” 
Kvinde, 27 år
“Hun efterlader bind ved vasken.” 
Mand, 44 år
“Hun vasker ikke hænder efter at have berørt beskidt undertøj.”
Mand, 33 år
“Hun piller tæer i stuen.”
Mand, 72 år
Kilde: YouGov, 1.010 svar

Tåpilleri i stuen, snotklude, der efterlades overalt, og manglende tandbørstning er eksempler på ting, som danskerne finder ulækkert ved deres kæreste.

Og især et af kønnene har en vane, der går kæresten på. Mens knap halvdelen af kvinderne synes, at deres kæreste har en ulækker vane, gælder det samme kun knap hver fjerde mand, viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

»Jeg tror, at forskellen både skyldes, at kvinder er mere sippede, og at mænd er mere ulækre. Og så er kvinder generelt mere opmærksomme på, hvordan man opfører sig, når man er sammen, og de vil derfor generelt have flere indsigelser i forhold til manden,« siger parterapeut Martin Østergaard.

Kritiske unge

Ud over at ens køn kan have betydning for, om man finder kærestens vaner ulækre eller ej, afhænger det af ens alder. I gruppen af 30-39-årige finder man dem, som har flest anmærkninger til kærestens vaner.

»Det er der, hvor man for alvor bliver voksne og får børn og begynder at stille flere krav. Før tilbragte man meget tid sammen med vennerne, men nu er man sammen hele tiden og oplever måske fem gange om dagen, at kæresten klør sig i bollerne,« siger Martin Østergaard.

Omvendt er dem over 60 år de mindst kritiske, hvilket parterapeut Katrine Axholm har en forklaring på.

»Måske har man været sammen i mange år og har vænnet sig til hinandens hygiejnevaner eller mangel på samme, og så lever man med det,« forklarer hun.

To slags vaner

Har ens kæreste en ulækker vane, skal man komme ud med det og især sige det med varme og forsigtighed, hvis vanen hører under kategorien personlig hygiejne, understreger Martin Østergaard.

»Lige som alt andet i parforholdet kan det være rigtig svært, fordi man kan ramme nogle ømme punkter, men der er ingen vej udenom, for det her er også en måde at drage omsorg for hinanden på. Gør man det ikke, fortier man sandheden, og man er ikke længere et team. Så sig det, og gør det hurtigt, så du ikke ender med at blive irriteret på din kæreste,« råder han.

Ved ikke anderledes

Inden man tager emnet op, anbefaler Katrine Axholm, at man starter med at overveje, hvad ens motiv er – gør man det af hensyn til sin partner, fordi vedkommende eksempelvis ikke selv kan se, at han har ørevoks i øret, eller er det, fordi det er noget, som går én på.

»Ofte skyldes det eksempelvis, at man ikke har lært regelmæssigt at rense sine ører, eller at man ikke selv er opmærksom på, at det er et problem. Det er vigtigt, at man kan tale om de her ting uden at blive stødt, og sker det alligevel, må man tage den derfra. Selvfølgelig skal man gøre det respektfuldt, men man skal også have et parforhold, hvor man kan sige, at man simpelthen har det for stramt med brugte hygiejnebind ved håndvasken,« siger hun.

Publiceret: 02. December 2017 11:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt