Arkivfoto:

Arkivfoto: Sergey - stock.adobe.com

Politiet: Gør det svært for tyvene at stjæle fra parkerede biler

Nye anmeldelser om tyverier fra biler i Albertslund får politiet til at opfordre borgerne til at tage deres forholdsregler for at undgå det

knust Tyverier fra parkerede biler er efterhånden hverdagskost i politiets døgnrapporter.

Senest har Københavns vestegns Politi fået anmeldelser om tyverier fra henholdsvis en personbil og en varebil. Begge tyverier er sket i løbet af weekenden.

Varebiler er særligt interessante, fordi de jo ofte er spækket med dyrt værktøj. Således blev der stjålet diverse håndværktøj fra en Toyota Hiace varebil, der var parkeret på Kongsager. Tyveriet er sket mellem lørdag den 12. oktober kl. 18.30 og mandag den 14. oktober kl. 07.00, oplyser politiet.

Søndag den 13. oktober mellem kl. 18.00 og 19.50 var der indbrud i en personbil – en sort Ford Focus, der var parkeret på Hedemarksvej. En rude var knust, og diverse arbejdsmapper samt en bærbar computer var stjålet.

Gør det svært

Politiet opfordrer folk til at tage deres forholdsregler og gøre det mindre attraktivt for tyve at bryde ind i parkerede biler. For personbiler er rådene:

1. Gør det svært for tyven: Luk og lås altid alle døre, vinduer og soltag

2. Frist ikke tyven: Fjern mobiltelefon, GPS-enhed og øvrige værdigenstande, når du forlader bilen

3. Gør tyven utryg: Parkér så vidt muligt et synligt eller befærdet sted med god belysning eller overvågning

4. Skræm tyven væk: Overvej bilalarm eller låsebolte på fælge

For varebiler er politiets råd:

1. Gør tyven utryg: Parkér så vidt muligt et synligt eller befærdet sted med god belysning eller overvågning

2. Gør det svært for tyven: Parkér tæt mod et stakit, hæk eller mur, så adgang til vare- og bagagerum blokeres – og overvej garage

3. Frist ikke tyven: Fjern synligt værktøj og andre værdigenstande. Overvej at opbevare dyrt værktøj et sikkert sted

4. Gør tyvens liv surt: Mærk dit værktøj med synlig gravering eller usynlig lak og registrér dit værktøjs serienumre, tag gerne fotos

5. Skræm tyven væk: Overvej videoovervågning, alarm og gps-tracking – og skilt tydeligt med det

Publiceret 18 October 2019 05:50