Steen Christiansen og Daniel Hedemann Nielsen tog første spadestik. Foto: brie

Steen Christiansen og Daniel Hedemann Nielsen tog første spadestik. Foto: brie

Byggestarten er gået for lejligheder på Albogrunden

Pædagogernes Pension (PBU) og Kuben Management bygger 93 boliger. Første spadestik blev taget torsdag

byggeri Selvom gravemaskinerne har været i gang et stykke tid, var det alligevel først i torsdags, at den officielle start gik for byggeriet på den gamle Albogrund.

Første spadestik blev taget af borgmester Steen Christiansen og Daniel Hedemann Nielsen, ejendomsdirektør i Pædagogernes Pension.

Det er pensionskassen, der med Kuben Management som bygherrerådgiver opfører 93 lejelejligheder i 3-7 etager, fortrinsvis for medlemmer af Pædagogernes Pension.

”Lejlighederne rammer boligbehovet for området hvad angår pris og størrelse og ligger dermed i tråd med Albertslunds Kommunes vækst- og boligstrategi”, lyder det i en pressemeddelelse fra bygherren.

Lejlighederne forventes at stå klar til indflytning til juli 2021. De nye lejligheder i varierende størrelse henvender sig til såvel enlige som børnefamilier.

Projekttegning af byggeriet, der vil være indflytningsklart juli 2021.

Projekttegning af byggeriet, der vil være indflytningsklart juli 2021.

Kender området

Ulf Christensen, adm. direktør i Kuben Management, bød velkommen til første spadestik i et telt, der til lejligheden var sat op på den mudrede byggeplads mellem rådhuset og Rådhusdammen.

”Vi kender området godt, for vi var med til at tømme grunden i sin tid, da de tidligere plejeboliger blev fjernet”, sagde Ulf Christensen, inden han gav ordet til borgmester Steen Christiansen.

”Når vi samles i dag er det for at markere starten på et nyt kapitel i Albertslund. Starten på opførelsen af 91 nye boliger lige her, hvor der i gamle dage lå plejeboliger. Det er med andre ord første spadestik til nyt liv her på albogrunden. Hvor byens ældste borgere gik på pension, skal nu en pensionskasse opføre nye boliger for pædagoger”, sagde Steen Christiansen.

”Her på grunden skal nye boliger se dagens lys med så tæt på ”havudsigt”, som vi kommer det i Albertslund. Med en suveræn beliggenhed med tæt forbindelse til S-toget og Albertslund Centrums tilbud indenfor handel, uddannelse, velfærd og kultur”.

Albogrunden på en gråvejrsdag. Foto: brie

Albogrunden på en gråvejrsdag. Foto: brie

Kapitel i en større udvikling

”Kapitlet her og etaperne i byen, som også er i gang og venter forude, er alle sammen i tråd med den udvikling, vi ønsker i Albertslund. Vi arbejder med strategisk byudvikling, der handler om at Albertslund skal være bæredygtig og i balance - både økonomisk, socialt og miljømæssigt. Vi vil skabe mere Albertslund – som vi kender det og med blik for fornyelse og for at få nye generationer til byen. Vi vil sætte kursen mod et stærkere, rigere og mere uafhængigt Albertslund”, sagde borgmesteren og mindede nok en gang om visionen om at tiltrække 10.000 nye borgere til kommunen i løbet af de kommende mange år.

”Det vil primært ske gennem fortætning af midtbyen med boligområder som det her og ved at omdanne Hersted Industripark til en mere blandet bydel med både boliger, uddannelse og erhverv. Samtidig er der jo også gang i seniorboligprojekter flere steder i byen. Vi skal til at udvikle området med Vridsløselille Fængsel. Et nyt gymnasium er ved at tage form og ”beboerne” flytter ind næste år. Og så er vi ved at etablere Hyldager Bakker, som skal skabe mere natur, mindre støj og gøre det muligt at etablere endnu et nyt boligområde”.

Ulf Christensen, Steen Christiansen og Daniel Hedemann Nielsen.

Ulf Christensen, Steen Christiansen og Daniel Hedemann Nielsen.

En kommune med visioner

Ejendomsdirektør, Daniel Hedemann Nielsen, sagde, at det var en stor glæde for Pædagogernes Pension at kunne opføre boliger i Albertslund.

”Albertslund er en kommune med visioner, og grunden har en fantastisk beliggenhed tæt på det hele”, sagde Daniel Hedemann Nielsen, der var sikker på, at det kommende byggeri kan matche Albertslunds agenda om bæredygtighed og fremtidssikrede boliger. Han takkede kommunen og takkede Kuben Management. ”Det her er det tredje projekt, vi laver sammen”.

Herefter gik turen fra teltets tørvejr ud på den regnvåde mudderfyldte byggeplads. De forudseende havde fået røjserne på – det gjaldt bl.a. borgmesteren, der jo på det seneste har fået rutine i at sætte byggerier i gang!

Oversigtstegning fra projektet.

Oversigtstegning fra projektet.

Bebyggelsen får et bebygget areal på 7.300 m² og bliver forventeligt DGNB guld-certificeret.

"I forbindelse med certificeringen spiller proceskvaliteten især ind, da parterne løbende bliver stillet over for spørgsmål om bæredygtighed, lige som elementer som ”tryghed” og ”lighed” i byggeriet er en del af de sociale kvaliteter i DGNB-ordningen", lyder det i pressemeddelelsen fra bygherren.

Publiceret 22 November 2019 06:00