Arkivfoto

Arkivfoto Katarina Sundelin / PhotoAlto

DEBAT: Elefanten på Egelundsvej

Stephan Jensen, Kløverens kvt. 3a

debat Albertslund har udviklet sig til en by, hvor det nu ikke længere er nødvendigt med løsgående cirkuselefanter på vejene. Hverken for at få skadet sin bil eller blive tosset. Det første skete for mig 15 oktober 2018, da jeg kørte venstre forhjul ned i et dybt hul i Egelundsvej. Grundet pekuniær smalhals er jeg kørende i en ældre Opel Astra. Bilkendere vil vide, at netop denne bilmodel er knap så velegnet til kørsel i afghanske bombekratere såvel som Nepaletiske bjergegne. Resultatet var da også at støddæmperfjederen knækkede.

Jeg indrapporterede straks hændelsen/bombekraterne på kommunens hjemmeside. Næste morgen fulgte jeg op med en skriftlig rapport inklusive fotos, hvor jeg ved hjælp af en neongul tommestok tydeliggjorde skalaforholdene vedrørende den manglende vejbane. Det sidste var muligvis unødvendigt, da kommunens tekniske afdeling overhalede mig indenom.

Allerede dagen efter at uheldet var indrapporteret, var et halvt dusin huller i vejbanen ud for Vindruens kvarters parkeringsplads udbedret. Det understreger, i min opfattelse, at der var tale om huller der var til en vis fare for trafikanterne.

Måske specielt de to hjulede. Desværre har kommunens forsikringsselskab Gjensidige vist sig ikke at arbejde med samme effektivitet. Først d. 7 august 2019 kunne man strenge sig an til at levere et svar på tiltale.

Svaret var at Albertslund kommune erklærer sig uskyldig og ansvarsfri. Kommunen har siger de, udført tilsyn på Egelundsvej i februar 2018. Problemet er så bare at Albertslund kommune tidligere har erkendt at Egelundsvej trænger til en ny asfaltering.

Men at man så vidt muligt ønskede at vente til efter færdiggørelsen af det omfattende renoveringsprojekt af gårdhavehuskvarterene langs Egelundsvej.

Det er for så vidt forståeligt. Men kombinationen af nedslidt vejbane og den voldsomt øgede trafikbelastning af mobilkraner, lastbiler og entreprenørmaskiner burde i min optik, med rettidig omhu have kaldt på et skærpet behov for tilsyn.

Jeg har bedt kommunen oplyse mig om de normale intervaller for tilsyn af de kommunale veje. Jeg har intet svar fået.

Ej heller bekræftelse på at man har modtaget mine henvendelser. Min påstand er at man har svigtet sin tilsynspligt som kommunal vejmyndighed.

Havde man øget frekvensen af tilsyn, havde man selv opdaget disse huller i vejbanen. Omvendt, hvis man har haft kendskab til vejens tilstand, uden at handle på den viden, må det være ansvarspådragende. Vær venlig at notere.

Publiceret 01 October 2019 05:00