Malene Adler. Arkivfoto

Malene Adler. Arkivfoto

DEBAT: Handicappede børn afvist og sager små-syltet på grund af manglende ressourcer

På vegne af Forældrenetværket Albertslund, Malene Adler, Præstehusene 55

Ansvarlighed. Retfærdighed. Solidaritet. Det er kodeordene i en tale, som Statsminister Mette Frederiksen (A) lagde op på hendes Facebook-profil, 25. september 2019. Det er lige netop hvad Forældrenetværket Albertslund inderligt håber på, da en række familiers virkelighed stadig ser ”snarere tværtimod-ud”.

Albertslund kommune har lige nu flere familier med skolebørn, der står i en håbløs situation, hvor de ikke kan få hjælp, så barnet kan være i skole fuldt skema – eller også er der op til 1 års ventetid på dét skoletilbud, som barnet har krav på og som vil være det bedste for barnet.

Forældrene hører mange forskellige årsager til manglende hjælp. Flere er mundtligt blevet afvist med formuleret henvisning til økonomi. Uanset om barnet er bevilget et specialiseret skoletilbud og står i kø (op til 1 år). Sagsbehandlingen (det hedder det, også i skoleregi) trækker i langdrag, langt udover rimeligt og forventeligt (lever ikke op til kravet om god forvaltningsskik). Børnene har faktisk en diagnose, hvilket dog ikke er et lovkrav for at få hjælp – omvendt har det heller ikke hjulpet på adgangen til hjælp.

Forskellige skoleledere og folk fra Pædagogisk Psykologisk Ressourcecenter (PPR) har forklaret forældrene den manglende hjælp med dårlig økonomi og manglende ressourcer. De følgende citaterne er refereret i forældrenes fortællinger – enkelte er omskrevet for at beskytte navne på barn/fagprofessionelle og lokation.

Jeg tror aldrig at du kan få støtte til dit barn.” ”Vi kan jo ikke sætte en vikar på støtttimerne, det har vi slet ikke ressourcer til.” ”Vi har ikke flere ressourcer.” ”Jeg er bundet på hænder og fødder.” ”Vi ved ikke hvad vi skal gøre, men vi kan godt aftale at dit barn er hjemme 17 af 30 lektioner.” ”Lige nu er der slet ikke nogle krav eller undervisning, X skal bare se glad ud, mens vi finder ud af, hvor X skal hen [efter 2,3 år].”

Er der ingen der vil/kan/må/tør/har overskud til at hjælpe børnene og i stedet for at fralægge sig ansvaret med henvisning til, at de jo personligt ikke kan afgøre sagen. Men hvem kan så?

Grib virkelighedens barske sager inden de opløses til atomer

Når et menneske med et handicap ikke får den relevante eller ordentlige støtte, så kæmper børnene og deres familier en ulige kamp for overlevelse. Nogle børn segner med angst og skolevægring og der er ikke et populistisk begreb for dovenskab! Nogle børn står uden støtte og må vente i op til 1 år på et relevant skoletilbud, fx en specialskole med massiv autisme-pædagogik. Andre børn underholdes med lidt leg og tegning, mens MAN overvejer, hvad MAN skal gøre, trods hyldemeter af lægebeskrivelser og anbefalinger for barnets behov fra fødsel til skolestart. Andre børn bliver tilbud at gå tidligt hjem, op til 57% af tiden. Det svarer til 69% af en fuldtidsstilling incl 1 times transport pr. dag. Hvor længe ville din arbejdsgiver vente på dig, mens du på ubestemt tid har 50-69% fravær?

Mange forældre ender ufrivilligt i krydsilden mellem Skoleforvaltning (herunder uvildige PPR), Socialforvaltning og praktikere der ofte vil det bedste, men som ikke altid ved, hvor de skal gribe og (hvis de stadig er heldige endnu ikke at have mistet deres arbejde) en arbejdsgiver, der gerne vil have en afklaring – alt mens de står med et barn, der skriger på hjælp!

Kan vi klippe en hæl og en tå fordi vi mangler penge?

Men hvad siger lovgivningen om børn med veldokumenterede behov for særlig støtte? Hvilke børn skal tilbydes hjælp i skolen? Hvem skal betale for hjælpen? Er det en kamp for eget budget? Med henvisning til sektoransvar kan en udgift ikke afvises, siger Loven. Hvad gør borgerne så? De desperate beder om hjælp i Albertslund Posten, fordi det er mest høfligt?

Sidder HJÆLP-knappen under bordet i KB-salen

Så kære Direktørforum og Kommunalbestyrelse – hvem af jer kan hjælpe os? HVEM kan tage en beslutning, der udløser at løfter holdes og at der kommer bevillinger til konkret handling? For lige nu ser lokal-hverdagen ikke spor retfærdig ud, ansvarlig eller solidarisk ud.

Opgaven (og dermed udgiften) bliver IKKE mindre af at udskyde den. Handicapkompenserende foranstaltninger er ikke som influenza der kan soves væk. Lad den samlede Enhedsforvaltning komme til sin ret og tænk i HELHED og ÉN KASSE. Vores kasse.

Hjælp dog Skoleforvaltningen og Socialforvaltningen med det lovmæssigt forankrede ansvar de har.

Publiceret 07 October 2019 11:03