Krybekældre under Galgebakkens huse. Arkivfoto

Krybekældre under Galgebakkens huse. Arkivfoto

DEBAT: 200 mio. kr. til Galgebakkens kældre

Benny Klausen, Galgebakken Vester 8-3

debat Bo-Vest har påstået at det ikke er rentabelt at isolere loftet i krybekælderen under husene i Galgebakken.

Det er besværligt og dyrt at isolere dette loft, fordi højden i kælderen kun er mellem 40 og 120 cm.

I 75% af kælderarealet er højden 120 cm.

Gulvene i Galgebakken er konstrueret forkert og er fyldt med skimmel som gør beboerne syge. Årsagen er at den gamle isolering ligger lige under gulvbrædderne og dermed inde på den varme side af boligen. Det giver kondens på isoleringens bagside, mod det kolde betondæk, og det er denne fugt som skaber grobund for skimmelvækst.

På grund af dette alvorlige skimmelproblem er der kun een rigtig måde at isolere gulvet på ved renoveringen, og det er at isolere loftet i kælderen.

Bo-Vest har erkendt at vi skal have nye gulve, men har lavet et forslag om gulvvarme som løsning på skimmelproblemerne. Dette forslag har dog ikke nogen mulighed for at blive godkendt, fordi der ikke er nok isolering.

Bo-Vest påstår at det vil koste 200 millioner at isolere i kælderen, men det mener jeg er langt ved siden af skiven.

På grund af særlige regler for arbejde i krybekælder, er det nødvendigt med en ny adgangsvej, en ny dør, til alle 586 kældre.

Prisen på 586 nye døre, med diamantskæring i beton på 1x1 m og en dør til hver, er ca. 10 millioner.

Prisen på 50.000 m2 isoleringsmåtter, 100-200 mm, ca. 10 millioner kr.

Til arbejdsløn til opsætning af isoleringsmåtterne er der således, ifølge Bo-Vest, ca. 180 millioner.

Kan det være rigtigt?

Kan vi få dokumentation for denne påstand?

Publiceret 15 November 2019 08:00