Tina Graugaard. Arkivfoto

Tina Graugaard. Arkivfoto

DEBAT: Tarvelig retorik om vores seniorer

Af
Tina Graugaard

Det Konservative Folkeparti i Albertslund

Nu ved jeg ikke helt hvor Alternativets Sikandar Siddique, har fået fra at vi i Albertslund fører en så tarvelig retorik om de seniorer vi har i kommunen, som han indleder sit læserbrev med.

Den må stå for hans egen regning.

Summa-summarum er, at jeg igen, med en vis portion nedslået-hed må konstatere, at Alternativets folketingskandidat, ikke har ulejliget sig med overhovedet at orientere sig om Albertslund og Albertslunds ældrepolitik – det kunne han ellers have klaret ved at læse vore værdighedspolitik, der fylder formedelst 4 sider. En overkommelig opgave – også kendt som forarbejde.

Når Sikandar Siddique skriver at alt for mange ældre forsømmes, er alene, ensomme, har en forringet sundhed og er i risiko for følgesygdomme som depression, angst og tidlig død – så har han ret. Det er et faktum, vi ikke kommer udenom.

Det er ærke-konservativ politik, at vi har et særligt ansvar for de seniorer, der er blevet alene eller ikke kan bo i eget hjem. Vi er også varme støtter af seniorfælleskaber og solide måltider, der afspejler seniorernes madvaner og kultur samt fællesspisning. Og vi bakker fuldt ud op om ledsage-ordninger til de ensomme ældre, der har brug for en hånd ved lægebesøg o. lign.

Hvad Sikandar Siddique derimod IKKE forholder sig til er, at Albertslund kommunes værdipolitik netop hviler på præcis det samme, som der plæderes for. Det fremgår tydeligt i vores værdipolitik, det udleves og udføres og det er finansieret. Kan det blive bedre? Naturligvis kan det.

Alternativets folketingskandidat kalder på at samfundet skal udvikle flere tilbud til seniorer. Herunder en kommunal fælleskabskoordinering. Se – det er så her at indlægget OSER af at folketingsvalget er skudt i gang.

Alternativet ønsker at fælleskabskoordinere senioraktiviteter. Guderne må vide, hvad det skal koste? Og hvem der skal undvære for at finansiere noget, som Albertslund kommune praktiserer selv - og med succes.

Havde Sikandar Siddique brugt kvalitetstid på at fordybe sig i Albertslund og i hvilke tilbud vi har til vores seniorer, så havde indlægget måske set anderledes ud. Måske han endda kunne have brugt netop Albertslund kommune som positiv inspiration til sit videre arbejde (?) hvem ved? Jeg gætter jo bare.

Til Sikandar Siddiques orientering, har Albertslund blandt andet Senior Idræt og Albertshøj Venner. Vi har ældreklubber, mulighed for rickshaw-tur-cykling m. pilot og seniorboligforeninger. Lystfiskerklub og små hyggeklubber/foreninger er også på listen. Vi har fællesspisning og skovture. Og Albertslund kommune giver mulighed for at pensionistforeninger kan søge drift-tilskud på maksimalt 25.000 kr.

Det ville have klædt Sikandar Siddique, ikke blot at indsætte en forud-formuleret standardtekst, fra et valgprogram for Alternativet og herefter nævne Albertslund kommune, der hvor det lød godt, og dermed bruge Albertslund som politisk løftestang for sit eget og Alternativets projekt Folketingsvalg 2019.

Vi er faktisk rigtig godt på vej i Albertslund, når det kommer til vores seniorer og vores værdipolitik for samme. Rigtig godt endda..

Publiceret 01 September 2018 08:39