Stine Buje, der er opvokset i Albertslund, har nu udgivet fem bøger, der går tæt på døden.

Stine Buje, der er opvokset i Albertslund, har nu udgivet fem bøger, der går tæt på døden.

Ny bog går tæt på dem der er tæt på døden

I ny bog fortæller 15 uhelbredeligt syge deres historie til Albertslund-forfatteren Stine Buje

Af
Finn Due Larsen

Ny bog ”Der er ikke mere, vi kan gøre.”

At få dén besked fra lægen er nok det hårdeste slag, et menneske kan opleve. At få at vide at man er uhelbredeligt syg, og må se døden i øjnene.

Det har de 15 danskere, der medvirker i "Bogen om livet", stået overfor. Og hvad gør man så? Hvad skal man nå? Hvad skal man prioritere?

Om det handler "Bogen om livet", der er skrevet af Stine Buje. Hun har haft samtaler med 15 uhelbredeligt syge, der fortæller om de tanker og erfaringer, de gør sig om livet. Blandt andet medvirker politikeren Ritt Bjerregaard og tv-lægen Charlotte Bøving, der begge har en uhelbredelig kræftdiagnose.

Kan inspirere andre

"De medvirkende er meget forskellige, men de fremhæver alligevel de samme ting, der tæller på kanten af livet. Mit håb er, at de kan være med til at inspirere os andre til at stoppe op, kigge på vores prioriteter og spørge os selv, hvorfor vi gør, som vi gør", siger Stine Buje, som er født og opvokset i Albertslund.

Det er den femte bogudgivelse fra Stine Buje, der er uddannet cand.comm fra Roskilde Universitet og arbejder som forfatter og foredragsholder.

Fælles for hendes bøger er, at de går tæt på livet og døden.

"Der er liv i døden, hvis vi bruger den som et afsæt til at leve mere bevidst, så vi ikke først ved livets afslutning indser, at vi kunne have brugt vores tid bedre. Jeg vil gerne vise, at vi har et valg i forhold til, hvordan vi lever vores liv. Nogle gange skal vi bare lige mindes om det", siger forfatteren.

Efter hendes mors død i 2014 skrev Stine Buje bogen "Snak på livet løs", som giver inspiration til, hvordan man kan tage hul på de nære samtaler ved livets afslutning.

"Bogen om livet" er dedikeret til Lasse Pedersen Lüders fra Albertslund. Han medvirker i bogen, men døde desværre under bogskrivningen, fortæller Stine Buje.

Publiceret 06 October 2018 05:00