Katrina Juul (tv.) og Rie Skovgaard har kendt hinanden siden skoletiden på Roholmskolen. Nu udgiver de bog sammen. Foto: due.

Katrina Juul (tv.) og Rie Skovgaard har kendt hinanden siden skoletiden på Roholmskolen. Nu udgiver de bog sammen. Foto: due.

Veninder sammen om ny bog: Børn og voksne skal lukke 'den indre ild' ud

Rie Skovgaard og Katrina Juul, der har kendt hinanden siden barndommen i Albertslund, debuterer med bog, der skal sætte gang i fortæller-legen mellem børn og voksne

Af
Finn Due Larsen

Der var engang... "Luk din indre ild ud".

Sådan står der på en af de første sider i "Bogen om alting, ingenting, Emil og dragen."

Bag den spøjse titel gemmer sig et brændende ønske om, at børn og voksne sammen skal kunne "lukke den indre ild ud". I form af skabe sjove, spændende, fortællinger sammen.

Forfatteren er Rie Skovgaard, og bogen er layoutet af Katrina Juul. De to er mangeårige veninder, og har kendt hinanden siden barndomsdagene i Albertslund.

Her gik de på Roholmskolen sammen, og Katrina kan stadig huske hvor god Rie var til at finde på gode fortællinger.

"Vi lavede også historier sammen som børn, og Rie har også altid været god til tegne", siger hun.

De evner har de nu videreudviklet sammen med Ries søn Emil på 7 år til bogen, som henvender sig til alle voksne med børn i alderen 2-10 år.

Emils yndlingsdyr, dragen, spiller en vigtig rolle i bogen.

Emils yndlingsdyr, dragen, spiller en vigtig rolle i bogen.

"Du siger tre ting.."

"Det startede med, at Emil og jeg gik og lavede fortællinger sammen. Det var sådan noget med, at vi sagde til hinanden: Nu siger du tre ting, så siger jeg tre ting", fortæller Rie Skovgaard.

"Så begyndte jeg at skrive alle de tips ned til hvordan man kommer i gang med gode fortællinger, og jeg tænkte: Mon ikke andre kan få glæde af de tips? Er det ikke noget, der kunne interessere flere, så jeg burde få det udgivet?"

Bogen består af 25 såkaldte flow-fortællinger og tre såkaldte "freestyles", og indimellem giver Emil historierne stjerner. Alt efter hvor begejstret han er - eller ikke er - for en fortælling.

Den er ment som en inspiration til at få gang i fantasien og fortællerlysten, for derigennem at styrke barnets sprog og kreativitet. Så på den måde skal den også ses som en pædagogisk lærebog, forklarer Rie Skovgaard.

Ligesom at tegne

I bogen kan man blandt andet læse om Emils kærlige forhold til dragen. Det er en af de figurer, han ofte foreslår skal være med, når der laves fortællinger.

Men historierne kan også handle om alt muligt andet, om en gepard, en plakat og en fodbold, for eksempel...

"Man kan sammenligne måden at lave historier på med den der leg med at tegne, som mange nok kender. At man tegner en del af et dyr, så skal den anden tegne en anden del, og så fortsætter det", siger Rie Skovgaard.

Fyr og flamme

Da hun besluttede at gå videre med projektet, mødtes hun med Katrina, og den gode veninde var straks fyr og flamme.

"Jeg kunne straks se ideen", siger Katrina Juul, der i øvrigt tidligere har været ansat på AP som grafiker.

Hun syntes bogen var velskrevet og nem at gå til.

"Rie havde endda startet sit eget forlag, på trods af at hun sikkert godt kunne have fået den udgivet igennem et etableret forlag, så jeg var helt med på ideen."

For Rie Skovgaard handler det ikke mindst om at stimulere fortællelysten, både hos børn og voksne:

"Mange føler sig måske usikre på at lave historier, fordi man tror det skal være en hel masse. Det synes jeg ikke man skal være, jeg vil gerne hjælpe til med at gøre det ukompliceret", fortæller hun.

Sammen med 7-årige Emil har Rie Skovgaard udviklet bogen om at lave fortællinger sammen. Foto: due.

Sammen med 7-årige Emil har Rie Skovgaard udviklet bogen om at lave fortællinger sammen. Foto: due.

"Meget sjovt"

Bogen kan altså også bruges pædagogisk. Og den har fået en flyvende start, med fine lektørudtalelser og allerede bestilte eksemplarer til flere biblioteker.

Det er forfatteren og layouteren naturligvis ret stolte af. Men hvad med bogens egentlige hovedperson, Emil?

Mens de voksne snakker, er han igen godt i gang med at lege med yndlingsdyret, dragen.

Han bliver lidt genert, når den fremmede mand fra avisen spørger hvordan det var at lave fortællingerne.

"Det ved jeg ikke rigtigt. Det er meget sjovt", lyder det med et lille grin.

Publiceret 05 August 2019 06:00