Så cykler vi - kom! Foto: Amalie Sletting Thykier.

Så cykler vi - kom! Foto: Amalie Sletting Thykier.

De små cyklede - og fik medaljer

Børn mødtes for at dyste på to hjul, som led i "Alle børn cykler" og Vestegnens Kulturuge

Af
Finn Due Larsen

Der var lyd af bimlende cykelklokker og mange spændte og koncentrerede blikke under cykelhjelmene, da "Alle børn cykler" fandt sted fredag formiddag.

Som led i Vestegnens Kulturuge, og som en del af cykelkampagnen "Alle børn cykler" var børn fra skoler og daginstitutioner i Albertslund inviteret med til at gennemføre en rask kappedyst på to hjul.

Kampagnen er landsdækkende og oprindeligt udelukkende målrettet til skolebørn.

"Men i Albertslund Kommune synes vi, at alle skal have muligheden for at finde glæden ved at cykle og derfor har vi inviteret daginstitutionerne til at deltage i vores lokale cykelløb for de mindste som vi kalder De små cykler", siger Amalie Sletting Thykier fra kommunens informationsafdeling.

Og her gik starten - borgmesteren satte feltet i gang.

Og her gik starten - borgmesteren satte feltet i gang.

Uddelte medaljer

Cykelløbet blev afviklet i et samarbejde mellem Skoler & Uddannelse og Trafik & Natur i Albertslund Kommune.

Borgmester Steen Christiansen klappede løbet i gang og uddelte medaljer til de mange dygtige og heldige vindere.

Publiceret 14 September 2019 04:00