Så bliver den allersidste planke sat på plads, af skoleelever fra Albertslund og Høje-Taastrup. Foto: due.

Så bliver den allersidste planke sat på plads, af skoleelever fra Albertslund og Høje-Taastrup. Foto: due.

Se video og billeder: Haralds Bro blev indviet med kæmpe fest

Folk strømmede til, da Vikingebroen blev indviet med pomp og pragt

Af
Finn Due Larsen

Historisk "Jeg døber dig Haralds Bro..."

Så blev spændingen udløst, Vikingebroen fik sit navn, og selvfølgelig skulle sådan en dåb foregå i mjød - fra et rigtigt vikingehorn.

Navngivningen af det 700 meter lange, imponerende bygningsværk var kulminationen på en lang dag fredag, hvor folk strømmede til Store Vejleådalen mellem Albertslund og Høje-Taastrup.

Forud var gået et arrangement i historisk pomp og pragt, hvor man kunne prøve forskellige vikinge- og naturaktiviteter og se den sidste broplanke blive monteret.

Ved broen, der går fra Vikingelandsbyen og Kroppedal Museum, og som gennem tre år er bygget ved hjælp af både tømrere, 3000 skolebørn og 400 frivillige og har kostet omkring 11 millioner kroner, var der både vikingemusik, demonstration af vikingeøkser, servering af vikingemad, klipning af får - og meget, meget andet.

Ingen klip

Indvielsestalerne blev holdt af Klaus Mynzberg, projektleder på Vikingebroen, Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet og Henrik Lehmann Andersen, direktør for Nordeafonden.

"Jeg lover, at denne vej vil man ikke få klip i kørekortet, hvis man taler i mobil", bemærkede Klaus Mynzberg, men fortsatte så:

"Men jeg anbefaler alligevel, at man slukker for mobilen når man tager turen. For at mærke roen og dvæle ved det historiske."

Og så måtte der traves!

Og så måtte der traves!

Rane Willerslev sagde blandt andet, at han får mange tilbud om at holde taler, men må sige nej til de fleste:

"Jeg kunne dog ikke sige nej til noget så vanvittigt", bemærkede han muntert.

Han betegnede broen som et "utroligt genialt greb", og Henrik Lehmann Andersen beskrev broen som et symbol på både nutid og fremtid, og så skred man til selve indvielsen.

Se video fra brofesten her.

Sidste planker og stolper

Skolebørn fra både Albertslund og Høje-Taastrup travede fra hver sin ende af broen og mødtes cirka midtvejs, hvor de sidste to broplanker blev båret op og monteret af Rane Willerslev og Henrik Lehmann Andersen.

De allersidste, otte stolper blev banket i på skift af folk der på hver sin måde havde været engagerede i projektet. Blandt andet skolebørnene, der viste imponerende kraft og koncentration med hammeren, mens de under alles bevågenhed fik sat den sidste "finish" på Haralds Bro.

Og så kunne man ellers trave frem og tilbage på den mægtige bro.

Se masser af billeder fra indvielsen her:

Publiceret 14 September 2019 08:36