"Det er da dejligt at få den anerkendelse", sagde formand Lisbeth Lønborg (th.) efter overrækkelse af buket og vinflasker fra plejecenterleder Mona Tina Funch. Foto: due.

Hverdagens Helte: Pludselig blev møde i Albertshøjs Venner afbrudt..

Stor var overraskelsen, da foreningen fik blomster og rødvin for deres store indsats for de ældre

Af
Finn Due Larsen

Hvor langt de var nået i dagsorden, vides ikke, men i hvert fald så de ret overraskede ud - medlemmerne af bestyrelsen i Albertshøjs Venner, da de pludselig midt i deres møde fik uventede gæster.

For på 2. sal i Sundhedshuset denne onsdag formiddag dukkede AP op, sammen med plejecenterleder Mona Tina Funch. Mens avisens udsendte havde en buket blomster med, ville lederen gerne supplere med rødvin - når nu det var en hel bestyrelse der skulle hædres.

For hædres, det skulle de selvfølgelig, Albertshøjs Venner, som denne måneds modtager af Hverdagens Helte-prisen.

Og så var der vin til hele bestyrelsen.

Og så var der vin til hele bestyrelsen.

"Sjove og meningsfulde oplevelser"

I en hyldest til de godt otte frivillige sagde Mona Tina Funch blandt andet, at de gennem mange år "har arbejdet hårdt og ihærdigt for, at kunne tilbyde beboerne på først Albo, og derefter på Albertshøj nogle sjove og meningsfulde oplevelser".

Og hun fortsatte:

"Ud over at bruge deres tid på selve arrangementerne, bruger de også tid til at skaffe penge fra fonde, så de kan arrangere, planlægge og afholde fem fantastiske arrangementer om året, for beboere på Albertshøj."

Mona Tina Funch nævnte grillfest, ture ud af huset, julefest og mange andre begivenheder som eksempler.

"Deres altid glade og entiuastiske tilgang, til at ville gøre noget særligt for beboerne, er bemærket af både beboere, pårørende, personale og ledelse. Ligeledes har samarbejdet mellem Albertshøj venner og aktivitetsmedarbejderne på Albertshøj, betydet, at vi alle hjælper hinanden så beboerne oplever nogle fantastiske og underholdenbde arrangementer", sagde hun.

På vegne af bestyrelsen modtog formand Lisbeth Lønborg buketten, og hun var tydeligt glad og overrasket:

"Det er da utroligt dejligt at få den anerkendelse. Vi gør det jo, fordi vi har det sjovt med det", slog hun fast med et stort smil.

Og så var der rødvin til alle, og mødet kunne fortsatte. Formentlig i noget højere humør.

Publiceret 17 September 2019 07:00