Ea Philippa er med, når ”Live for Børn” indtager Nords beboerhus. Pressefoto

Ea Philippa er med, når ”Live for Børn” indtager Nords beboerhus. Pressefoto

Start efterårsferien med gratis familiekoncert i Nord

”Live for Børn” indtager 12. oktober Nords beboerhus.

Beboerhuset Damgården i Nord vil være fyldt med dans, sang og kreative Halloween-kreationer når Hjertelys inviterer indenfor til en eftermiddag fuld af fantasi og forvandlinger!

Ved denne koncert oplever børnene en musikfortælling om at tænde lyset i sit hjerte. Ea fortæller en historie om at tænde lyset i sit eget hjerte og spiller sange, der passer til, mens hendes kostumer forvandler sig på scenen. Undervejs møder vi Drømmevæveren, som skaber alle børns drømme på sin drømmevæv. Vi møder også den mystiske troldmand Jaben De Gaben De Gritten Guderut, der kommer fra den dystre, bevogtede by Valaking, og Tåresamlersken som hjælper og styrker børn, når de er kede af det.

Med Ea Philippa på klaver og som sanger samt Tira Skamby på percussion bliver vi ledt gennem en sansemættet musikfortælling for de ca. 3-8-årige, der vækker børnenes fantasi og tager dem ved hånden ind i en fortryllende verden af magi, drama, visdom og kærlighed.

Arrangementet finder sted lørdag 12. oktober kl. 14-17 i Albertslund Nords beboerhus i Damgården 9. Koncerten er gratis, men man skal tilmelde sig, da der er begrænsede pladser.

Dørene åbner kl. 13.45, hvor man købe billige snacks eller en kop kaffe. Det er en god idé at komme i god tid, da Hjertelys spiller op kl 14. Efter koncerten kan alle lave spøgefulde Halloween-dekorationer, da der vil være små værksteder, hvor man kan tegne, klippe, og klistre.

Koncerten er en del af et helt nyt samarbejde mellem Albertslund Nord, Albertslund Kommune, Albertslund Boligsocial Center og Live for Børn, hvor der præsenteres to koncerter i Nords beboerhus.

Idéen bag at holde to lokale og gratis koncerter er nå ud til nogle af de børnefamilier der ikke normalt gør brug af Live for Børn eller Forbrændingen. Det skal være en smagsprøve på den magi som Albertslunds musik- og kulturinstitutioner kan byde på, og så vil det forhåbentlig give nogle af familierne et skub til at benytte sig mere af de tilbud, der er.

”Live for Børn” indtager som en del af samarbejdet igen Nords beboerhus d. 30. november.

Man kan tilmelde sig og læse mere om koncerterne på albertslundnord.dk/familiekoncerter

Publiceret 06 October 2019 07:00