Else Pedersens billeder kan ses i Pizzagalleriet i Trippendalcentret. privatfoto

Else Pedersens billeder kan ses i Pizzagalleriet i Trippendalcentret. privatfoto

Else Pedersen udstiller i Pizzagalleriet

For den lokale billedkunstner Else Pedersen har tilværelsen altid stået i kunstens tegn

udstilling 27. oktober mellem 14 og 16 er der igen fernisering i det lokale galleri. Man kan se billeder af Else Pedersen.

For den lokale billedkunstner Else Pedersen har tilværelsen altid stået i kunstens tegn. Fra hun som barn besøgte forskellige kunstmuseer med sine forældre, der tidligt vakte hendes interesse for både kunst og kunsthåndværk, til hun som voksen for alvor begyndte at male i 2005, og nu er medlem af bestyrelsen for Albertslund Kunstforening.

Else har indrettet sit atelier hjemme, hvor hun udfolder sin kunst på både papir og lærred, omgivet af billedkunst, finurlige objekter og rejseminder fra sine mange inspirerende rejser til Mellemøsten og Iran.

Else er en erfaren udstiller og hun har gennem mange år dygtiggjort sig på Albertslund Billedskoles kurser, hvor hun har erhvervet sig en grundlæggende viden om malemetoder og materialer. Dette kommer tydeligt til udtryk i Elses meget smukke og farverige stilleben (opstillinger) med f.eks. en kop, en citron eller en afstøbning af en skulptur og i hendes papirarbejder.

Etniske ornamenter og ikke mindst naturen er en stor inspirationskilde, ligesom man også kan genkende elementer fra både Cezanne, Matisse og den amerikanske “collagekunstner” Rauschenberg i Elses billeder.

Pizzagalleriet viser på denne udstilling et bredt udvalg af Elses billeder, som har et vidt forskelligt udtryk, alt efter om de er skabt på papirets definitive flade, hvor alt skal være planlagt på forhånd, eller lærredets mulighed for ændringer og overmalinger.

På ferniseringsdagen 27. oktober kl. 14-16 vil der desuden være mulighed for at se og erhverve sig en af Elses “Artist Books”, som er små bogobjekter, med stor kunstnerisk appel, udført i papir med “Pop- up” effekter og collageteknik. “bøgerne” udstilles kun denne dag, mens Else Pedersens øvrige smukke og interessante værker kan ses hver dag i Pizzagalleriets åbningstid frem til 5.december.

Publiceret 17 October 2019 06:00