Albertslund har sat system i ernæringsrigtig og god mad til ældre. Arkivfoto

Albertslund har sat system i ernæringsrigtig og god mad til ældre. Arkivfoto

Albertslund inspirerer: Sådan får de ældre bedre mad

Albertslunds plejeboligområde er med i nyt idékatalog fra Sundhedsstyrelsen, som skal skabe bedre mad, måltider og ernæring til ældre.

Af
Jørgen Brieghel

begejstring ”Bedre måltider til ældre” er en helt ny inspirationsbank fra Sundhedsstyrelsen.

I inspirationsbanken kan køkkenmedarbejdere, diætister, SOSU’ere og andre, der arbejder med området, blive inspireret til at sætte nye tiltag i gang eller bygge videre på andres gode erfaringer.

Formålet med ”Bedre måltider til ældre” er at løfte kvaliteten af de tilbud, der er i dag til de ældre, ved at inspirere og opfordre til at dele viden og erfaringer mellem de fagprofessionelle.

Albertslund kommunes plejeboligområde er med i idébanken, som en af kommunerne man kan lade sig inspirere af andre steder.

Mange gode eksempler

”Der findes en masse gode eksempler rundt omkring i kommunerne, hvor der er sat gode forsøg eller projekter i gang for eksempel for dem, der modtager madservice, bor i plejebolig eller lignende. Men det er ikke altid, at den viden og de erfaringer, de enkelte steder ligger inde med, bliver delt med andre. Og det er det, formålet er med det her tiltag”, siger projektleder på initiativet Louise Hansen i en pressemeddelelse.

I inspirationsbanken er der både eksempler på små og store tiltag og til flere forskellige målgrupper. Der er for eksempel cases om, hvordan man kan arbejde med at skabe bedre kultur om måltiderne i plejeboliger, om hvordan man udvikler kost til personer med synkebesvær i madservice, og hvordan man kan organisere arbejdet med at udvikle medarbejdernes kompetencer eller samarbejde på tværs.

Vi er stolte

"Vi er stolte af at være med i idebanken og håber på, at vi kan inspirere andre til at afprøve vores model", siger Maria Mejer Nielsen. "Det er dejligt, at få Albertslund kommune på landkortet for gode tiltag for ernæring indenfor ældreområdet. Det viser jo at vores arbejde i den grad nytter og motiverer os til at fortsætte med flere gode tanker og ideer".

Frokosten skal være frisklavet og appetitlig. Arkivfoto

Frokosten skal være frisklavet og appetitlig. Arkivfoto

Kostansvarlige medarbejdere

Hvad gjorde de så i Albertslund?

I Albertslund kunne den kliniske diætist på plejeboligområdet, Maria Mejer Nielsen, se, at den mad, der blev bestilt til kommunens to plejecentre og rehabiliteringsafdeling, sjældent levede op til beboernes faktiske ernæringsbehov.

”For at forebygge underernæring og sikre en målrettet ernæringsindsats valgte den kliniske diætist og plejecentrenes ledere at ansætte fem kostansvarlige medarbejdere. Deres rolle er at bestille maden og sætte fokus på god ernæring”, kan man læse i idébanken.

I Albertslund vil man sikre god og ernæringsrigtig kost til de ældre på fire måder:

1: De kostansvarlige medarbejdere laver frisklavet og appetitlig frokost

2: De kostansvarlige medarbejdere bestiller aftensmad fra centralkøkkenet

3: De kostansvarlige medarbejdere igangsætter aktiviteter, der forbedrer beboernes appetit

4: De kostansvarlige medarbejdere sparrer med den kliniske diætist

Publiceret 18 October 2019 06:50