Det er trist og bekymrende, at der ikke kan findes et flertal der vil forsvare velfærden

Det er trist og bekymrende, at der ikke kan findes et flertal der vil forsvare velfærden", siger Enhedslistens Helge Bo Jensen. Arkivfoto: brie

Enhedslisten er ude af budgetforhandlingerne

Enhedslisten insisterer på alternativer til forringelse for børn, ældre og udsatte.

Af
Jørgen Brieghel

politik Enhedslisten er nu ude af budgetforhandlingerne om næste års budget. Det meddeler kommunalbestyrelsesmedlem Helge Bo Jensen.

”Det er trist og bekymrende, at der ikke kan findes et flertal der vil forsvare velfærden. Man lukker øjnene for oplagte problemer med et opskruet anlægsbudget og manglende økonomisk styr på konsulentudgifter - og vil lave besparelser, der rammer de borgere, der har størst behov for hjælp”, siger Helge Bo Jensen.

”Vi vil meget gerne være med til at indføre minimumsnormeringer i vores daginstitutioner, men ikke hvis det skal betales af andre nedskæringer på børneområdet. Det er helt uacceptabelt, hvis minimumsnormeringer i praksis kan føre til, at der bliver færre voksne i en række af vores institutioner”, siger Helge Bo Jensen.

I weekenden bød Enhedslisten i et indlæg på AP’s hjemmeside ind med alternativer, der kunne få budgettet til at hænge sammen. Helge Bo Jensen uddyber her:

Her kan spares

”Hvorfor ikke spare på it-udstyr i skolerne i stedet for at overveje at spare på kvaliteten af undervisningen? Eller hvorfor ikke overveje en stigning i kommuneskatten - med kompensation til de dårligst stillede - som alternativ til forældrebetalt bespisning i daginstitutionerne - der let kan føre til en afskaffelse? Eller som alternativ til besparelser på den helt nødvendige hjælp til børn og voksne med særlige behov?”, siger han.

Dårligere velfærd

”Vi er helt med på, at Albertslund kommune har store økonomiske problemer, og vi håbede til det sidste at Socialdemokratiet og andre partier i kommunalbestyrelsen ville være med til at finde en anden finansiering af disse problemer, så det ikke er de svageste, der skal betale med dårligere velfærd - og vores ansatte der skal betale med et dårligere og endnu mere presset arbejdsmiljø. Vi må desværre konstatere, at vores forhåbninger var urealistiske og at det tilsyneladende er den usolidariske og perspektivløse vej borgmesteren og Socialdemokratiet har valgt i dette års budgetforhandlinger”, siger Helge Bo Jensen.

Publiceret 28 October 2019 08:42