"Det er næppe en overdrivelse, hvis jeg siger, at man risikerer at sætte det hele over styr”, vurderer Lars Gravgaard Hansen. Arkivfoto

Konservative ude af budgettet med udsigt til skattestigning

”Vi vil ikke stå mål til en skattestigning for at betale for at få budgettet til at passe”, siger Lars Gravgaard Hansen. De konservative forlod budgetforhandlingerne i aftes

Af
Jørgen Brieghel

Det Konservative Folkeparti har efter deltagelse i flere budgetmøder med borgmesteren forladt budgetforhandlingerne.

”Vi vil ikke stå model til en skattestigning for at betale, for at få budgettet til at passe”, siger Lars Gravgaard Hansen, kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti.

”Albertslund ligger desværre i den absolutte top med skatter og afgifter, og vi mener derfor ikke at en skattestigning er det, der skal til førend økonomien hænger sammen”.

Mere uddybende forklarer Lars Gravgaard Hansen:

"Vi ønskede skattestop frem til og med 2022, fordi vi ikke ville betale ekstra for de nye tiltag. Socialdemokraterne havde faktisk accepteret dette, men SF ville ikke. Vi tolker det som, at de ikke tror økonomien holder og derfor ønsker at hæve skatten og det kunne vi ikke og ville vi ikke være med til.

Vi mener at man skal se ind i hvordan vi bruger pengene førend vi hæver skatten. 2021 bliver et år hvor likviditeten bliver udfordret, og derfor er vi af den opfattelse at der er mere end et ønske om at kunne hæve skatten. "

Konservative mener, at kommunalbestyrelsen i højere grad skal fokusere på, hvordan pengene bruges:

"Hvis vi sammenligner Albertslunds serviceniveau med gennemsnittet af Brøndby og Ishøjs niveau, kan Albertslund spare mere end 88 mio. kroner, så inden man skruer på skatten skal man undersøge hvordan pengene bruges”, siger Lars Gravgaard Hansen og uddyber:

”Om tallet er rigtigt eller ej, viser det klart, at vi ikke får det samme ud af en krone, som Brøndby og Ishøj, og netop derfor ville vi have en garanti for ikke at hæve skatten frem til og med 2022”.

”Budgetparterne signalerer, at de mange nye tiltag ikke er finansieret og kun kan effektueres, hvis skatten stiger. Vi må derfor imødese en budgetproces i 2021, hvor borgmesteren igen skal ud og ryste alle de kommunale medarbejdere med nye kæmpe besparelser, og borgerne med en skattestigning”, siger Lars Gravgaard Hansen.

”Budgetforhandlingerne har været konstruktive med fokus på blandt andet byudviklingen, som er afgørende vigtig for at gøre Albertslund stærkere, rigere og økonomisk uafhængig. Med det nye forlig, gør man Albertslund mindre attraktiv og budgetpartnerne risikerer, at færre bosætter sig i byen. Det er næppe en overdrivelse, hvis jeg siger, at man risikerer at sætte det hele over styr”.

Aftale på vej

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Steen Christiansen (Soc.), fordi der stadig forhandles om en budgetaftale. Men det forventes, at en aftale kan landes tirsdag eller onsdag.

AP erfarer, at der i øjeblikket forhandles med SF og De Radikale om en aftale.

Publiceret 29 October 2019 08:55