Udsnit af Bente Carstensens

Udsnit af Bente Carstensens "Kaprifolieskoven". Privatfoto

Slutter sæsonen med maleri, skulpturer og fotokunst

Albertslund Kunstforening har udstilling med Bente Carstensen og Palle Lindgaard-Jørgensen

udstilling Albertslund Kunstforening slutter 2019 med en udstilling af Bente Carstensen, malerier samt skrotskulpturer samt Palle Lindgaard-Jørgensen der udstiller fotokunst/fotografik på metalplader.

Dykker man ned i Bente Carstensens billedverden, opdager man et væld af fortællinger. I ”Kaprifolieskoven” er vi i væksternes organiske verden. En pige sidder på en gren omgivet af smukke kaprifolieblomster og kigger ned på det, der mest af alt ligner et svimlende dyb. Vi forundres en smule, men bliver faktisk også stolte over det mod og den frihedstrang, hun udviser ved at sidde så højt oppe. Det er bestemt ikke noget, alle piger- eller drenge- bare sådan ville kaste sig ud i. Det er imidlertid ikke bare et billede med en fortælling. Som vi ser, flyver det hvide blomsterdesign på pigens kjole pludselig væk og bliver selv ”rigtige” blomster. Det, der sker her, - og noget der er typisk for Bente Carstensen - er at den tredimensionale billedflade, der danner rammen om fortællingen, mødes med de todimensionale blomsterornamenter. Eller sagt med andre ord: figurativt maleri møder dekorativt flademaleri i et og samme billede. Tom Jørgensen (tekst fra 101 Kunstnere 2018).

Palle Lindgaard-Jørgensen. Privatfoto

Palle Lindgaard-Jørgensen. Privatfoto

Bente Carstensens skrotkunst er en symfoni af små skønne finurligheder/figurer, der absolut trækker smilet frem ved alle, store som små. Mange af figurerne er en blanding af keramik/træ og keramik/skrot.

Palle Lindgaard-Jørgensen er især optaget af havne- og bymiljøer og af at finde de steder hvor forfald og slid resulterer i spændende strukturer og former. Ved at gå nær på motiverne eller ved at fange spejlinger i vand og glas søger han i sine fotos at vise, at det slidte og forfaldne har sin egen værdi i billeder.

Fotos præsenteres som digitale farveprints på aluminiumsplader, et materiale som yderligere understreger de slidte strukturer og former. Han arbejder også med fotografik, hvor papirprints overføres til metalplader og lysmaleri, hvor motivet males op med en lyskilde.

Der er fernisering på udstillingen på Birkelundgård, Damgårdsvej 25 lørdag 9. november 2019, kl. 14 – 17. Udstillingen, hvortil der er gratis adgang, er endvidere åben søndag 10. samt lørdag og søndag 16. og 17. november. Alle dage kl. 14.00 – 17.00.

Se mere på Kunstforeningens hjemmeside: www.albkunst.dk

Publiceret 02 November 2019 06:00