Mange nuværende og tidligere beboere var mødt op for at fejre Røde Vejrmølle Parkens 50 års jubilæum. Foto: Kim Matthäi Leland

Mange nuværende og tidligere beboere var mødt op for at fejre Røde Vejrmølle Parkens 50 års jubilæum. Foto: Kim Matthäi Leland

Røde Vejrmølle Parken rundede 50 år

Grundejerforeningen Røde Vejrmølle Parken fejrede det halve århundrede med en velbesøgt jubilæumsfest

Røde Vejrmølle Parkens fælleshus "Væremøllen" var fyldt til bristepunktet lørdag, da nuværende og tidligere beboere var inviteret til at fejre 50-års-jubilæet for grundejerforeningens første generalforsamling.

Formand Svend Tanke Nielsen bød velkommen. Foto: Kim Matthäi Leland

Formand Svend Tanke Nielsen bød velkommen. Foto: Kim Matthäi Leland

Bestyrelsen havde sørget for både vådt og tørt: To pølsemænd m/k langede hotdogs over disken eftermiddagen igennem, og der var så meget run på kaffevognen, at der i hast måtte trækkes ekstra strøm.

En storsmilende Charlotte Høier fra EDC-mæglerne uddelte lagkage, og Svend Juul fra Hallberg Bolig havde sponsoreret flotte parasoller til fælleshuset.

Charlotte Høier fra EDC Strandfeldt havde fået lavet ikke mindre end seks flotte jubilæums-lagkager. Foto: Kim Matthäi Leland

Charlotte Høier fra EDC Strandfeldt havde fået lavet ikke mindre end seks flotte jubilæums-lagkager. Foto: Kim Matthäi Leland

Nye og gamle naboer hyggede sig med at snakke om foreningens historie – med hukommelsen godt hjulpet på vej af plancher fra foreningens forskellige klubber, der blandt andet tæller motionsklub, kreaklub og fiskeklub.

Efter velkomsten ved formand Svend Tanke Nielsen holdt borgmester Steen Christiansen jubilæumstalen – hvilket han havde særlige forudsætninger for, idet han selv bor i Røde Vejrmølle Parken. Borgmesteren mindedes i sin tale blandt andet det snart legendariske afsnit fra Huset på Christianshavn, hvor Flyttemand Olsen gik en tur i det dengang nybyggede Røde Vejrmølle Parken, men alligevel var mere tryg ved at tage hjem til Christianshavn. Og dermed gik han ifølge Steen Christiansen glip af blandt andet dejlige grønne områder, en helt ny Vestskov og sikre stisystemer til børnene. Men ham om det. De, der valgte Røde Vejrmølle Parken, vidste heldigvis bedre.

Borgmester Steen Christiansen (tv.) var med til fejringen – her ses han sammen med ejendomsmægler Svend Juul fra Hallberg Bolig, der har sponsoreret parasoller til foreningens fælleshus. Foto: Kim Matthäi Leland

Det helt store højdepunkt var dog den med spænding imødesete bog om Røde Vejrmølle Parken. Den garvede lokalhistoriske skribent Jørgen Nielsen havde påtaget sig opgaven med at skrive jubilæumsskriftet for grundejerforeningen, og efter hans takketale til de mange, der har bidraget til bogen, kunne beboerne hente deres eksemplar – og de gik som varmt brød. Mange fik en god snak med forfatteren og hans signatur i deres bog.

Og da eftermiddagen gik på hæld, trak beboerne hjem til deres rækkehuse igen. Både de, der har boet i Røde Vejrmølle Parken i 50 år, og de, der lige er flyttet ind.

Jubilæumsskriftet er skrevet af Jørgen Nielsen, der her ses sammen med sin hustru. Foto: Kim Matthäi Leland

Jubilæumsskriftet er skrevet af Jørgen Nielsen, der her ses sammen med sin hustru. Foto: Kim Matthäi Leland

Publiceret 11 November 2019 08:34