Lokalerne på Værkstedsgården er udvidet til det dobbelte for at kunne rumme de mange bøger, fortæller Per Andersen. Foto: due.

Lokalerne på Værkstedsgården er udvidet til det dobbelte for at kunne rumme de mange bøger, fortæller Per Andersen. Foto: due.

Nationalt arkiv udvider: Har nu 30.000 bøger om slægt, personer og lokalhistorie

På Slægtsforskernes Bibliotek arbejder et hold frivillige ufortrødent på at lægge historiske bøger online

Af
Finn Due Larsen

Bøger Var det noget at gå på opdagelse i din egen slægt?

Finde ud af hvordan det nu var med ham tipoldefar, eller hende der grandkusinen?

Eller måske dykke ned i 2. verdenskrigs dagligdag eller grave dybere ned i de lokalhistoriske arkiver?

Der er muligheder for det hele, og mere til, gennem "Slægtsforskernes Bibliotek", et nationalt arkiv som holder til på Værkstedsgården. Det hører under den landsdækkende forening Danske Slægtsforskere, og er et bibliotek til bevaring af vores kulturarv inden for bøger om slægts-, lokal- og personalhistorie.

I alt 30.000 bøger står opmagasineret her, og der kommer hele tiden flere til. Bøgerne er ikke til hjemlån, men man er velkommen til at komme og læse i bøgerne og få taget kopier.

En gruppe frivillige, 20 i alt, arbejder ufortrødent på at lægge bøgerne ind online. Så der også på nettet kan søges på oplysninger som de i starten af artiklen nævnte eksempler.

Bøgerne er doneret af Rigsarkivet, biblioteker, lokalarkiver og senest biblioteket fra Slægtsgårdsarkivet ved Randers. Det er baggrunden for, at lokalerne i Værkstedsgården nu er blevet udvidet til det dobbelte, fortæller Per Andersen, leder af Slægtsforskernes Bibliotek

"Det primære formål med biblioteket er at digitalisere bøgerne, så de bliver online tilgængelige for alle interesserede i Danmark. Vi har nu passeret 5.400 bøger online, og mange kommer til hver eneste måned."

Han forklarer, at arbejdet med at digitalisere bøgerne foregår ved hjælp af en effektiv teknik, hvor kopier af bøgerne sprættes op, og siderne scannes ind i løbet af få minutter.

For tiden er der fuld aktivietet i lokalerne i Værkstedsgården, da der skal sættes reoler op til de mange bøger.

Slægsforskernes Bibliotek har åbent mandage og torsdage. Vil man benytte lokalerne, skal man skrive til arkivet på forhånd, på mail bibliotek@slaegt.dk. Søgning på nettet sker via hjemmesiden bibliotek.dis-danmark.dk, gå direkte til siden HER:

Publiceret 13 November 2019 06:00