Saudade - Back to Fado. Pressefoto

Saudade - Back to Fado. Pressefoto

Vandet sprøjter på scenen: Saudade er tilbage

En af Europas førende Quorum Ballet grupper er igen i MusikTeatret

ballet De var her i 2014, og nu gæster én af Europas førende Quorum Ballet igen MusikTeatret Albertslund med en one of a kind-forestilling. Sat til tonerne af den melankolske og traditionelle portugisiske musikform Fado udforsker danserne hele følelsesspektret.

Det sker 26. november kl. 19,30.

Vandsprøjtet skinner i scenelyset, når portugisiske Quorum Ballet giver publikum en tur igennem følelsesregisteret med deres udtryksfulde danseforestilling 'Saudade - Back to Fado'. Saudade er et begreb, der ikke kan oversættes direkte til dansk. Det er smerten ved fravær, længslen efter noget eller nogen, der er blevet taget væk. Det er nostalgi, melankoli, minder om personer eller ting, der er blevet distanceret eller væk.

Det kommer til udtryk gennem smuk og lidenskabelig dans i et fantastisk stykke koreograferet ved Daniel Cardoso og inspireret af den anerkendte portugisiske poet Luiz Vaz de Camões’ litterære værker. Luís Coelho betvinger den 12-strengede guitar på scenen sammen med udvalgte, dygtige musikere.

En forestilling, der rummer fragmenter af smerte, glæde, ensomhed, venskab, håbløshed og kærlighed udtrykt igennem stærk, spektakulær og fortolkende dans, der blandt andet bruger vand på scenen som effektivt dramatisk virkemiddel.

Publiceret 13 November 2019 06:50