Der arbejdes på højtryk for at gøre det nye gymnasium klar. Foto: due.

Der arbejdes på højtryk for at gøre det nye gymnasium klar. Foto: due.

Junior-journalist skriver: 'Eleverne er klar, begejstring for det nye gymnasium

Med blot fire måneder til Vestskoven Gymnasium står klar, og 6 måneder til indflytning kan elevernes begejstring for det nye gymnasium mærkes, skriver en af de unge til AP

Af
Emma Oline Jørgensen

I forbindelse med Operation Dagsværk var en af de unges opgave at være "junior-journalist" og skrive en artikel til AP, i samarbejde med ABC. Emma Oline Jørgensen har sendt os denne tekst:

Albertslunds borgere har i det sidste år kunne se udviklingen af det nye gymnasium på tæt hold. Og det har også været lidt svært at misse bygningen, da den med sine 6 etager meget vel kan betegnes som en kæmpe, i forhold til den lave bebyggelse i resten af Albertslund.

Hvis man spørger eleverne, er det klart, hvad de mest ser frem til ved den nye bygning.

"Nye stole, nye klasselokaler, bare ny energi", lyder det fra Sindy Che, der har gået på Albertslund gymnasium i to år.

Selv 1.g.'erne, der kun har gået på gymnasiet i cirka tre måneder, er enige:

"Jeg ser frem til, at det bliver større og helt nyt, sådan så man kan fokusere bedre i undervisningen", siger Celina, der sammen med Keshaw Mehaba netop har afsluttet deres grundforløb og er kommet i deres klasse for de næste tre år.

Den bebyggelse, eleverne hidtil har gået i, ligger i Løvens Kvarter, og lokalerne bliver blandt andet også brugt af musikskolen som øvelokaler. Selve bygningen er blevet brugt som gymnasium siden 1982, og har derfor huset mange forskellige elever gennem årene.

Men selvom eleverne glæder sig til at skifte den gamle murstensbygning ud med et spritnyt gymnasium, ønsker de stadig at holde på traditionerne.

"Vi er jo blevet inddraget i at skabe det her nye gymnasium, og selvom vi selvfølgelig kommer til at skabe nye traditioner, vil vi også bibeholde vores gamle traditioner", forklarer Sindy.

Generelt er der også en god stemning på Albertslund Gymnasium, som kan mærkes på eleverne:

"“Bare på de her tre måneder føler jeg, at jeg har fået et ret godt indtryk af gymnasiet, og at vi har været med til at lægge grundlaget for det nye gymnasium, eftersom vi er flere elever, der har søgt ind der", siger Keshaw Mehaba.

Der er ingen tvivl om, at eleverne klart ser frem til at gøre Vestskovens Gymnasium til deres nye samlingspunkt, og at der nok skal være jubel og latter på selve indflytningsdagen i august næste skoleår. Men indtil da, vil lokalerne i Løvens Kvarter stadig blive brugt til at undervise eleverne. Det er endnu uvist, om hvad lokalerne skal bruges til efter gymnasiet rykker.

Publiceret 16 November 2019 07:00