Nikolaj Coster-Waldau spiller den dødeligt syge Max i ’Selvmordsturisten’. Foto: Scanbox

Nikolaj Coster-Waldau spiller den dødeligt syge Max i ’Selvmordsturisten’. Foto: Scanbox

Ugens film: Coster-Waldau vil begå selvmord - og dronningens hund stikker af

Dystert dansk drama og en animationsfilm for hele familien er blandt ugens premierer

Film Der er film i både den dystre og den mere muntre ende blandt premierne i Albertslundbiograferne fra på torsdag.

I den danske "Selvmordsturisten" får den forsigtige forsikringsagent Max den værst tænkelige dom hos lægen. Han skal dø og vejen dertil bliver ikke rar.

Med begge ben midt i en eksistentiel krise træffer Max et drastisk valg, men eftersom han ved alt om forsikringssager, må ingen mistænke selvmord.

Tilfældigvis har han gennem sit arbejde hørt rygter om et hemmeligt, afsidesliggende luksus-resort, der specialiserer sig i selvmord.

Nikolaj Coster-Waldau, kendt fra blandt andet "Game of Thrones", spiller hovedrollen som Max.

Rex stikker af fra sit forkælede liv på Buckingham Palace. Foto: Sweet Chili Entertainment

Rex stikker af fra sit forkælede liv på Buckingham Palace. Foto: Sweet Chili Entertainment

Forkælet hund

Det er for hele familien, når vi i animationsfilmen "Dronningens corgi" møder Rex. Han er den britiske dronnings yndlingshund, som er mere end forkælet og lever et liv i sus og dus på Buckingham Palace.

Men da Rex ender på et internat i London med stærke herreløse hunde, må han indse, at for at blive en sand favorit, må man gøre sig fortjent til det.

Passer sine bistader

Endelig kan man også fra torsdag se dokumentarfilmen "Honningland". den foregår i Makedonien og handler om Hatidze, som hver dag spadserer op ad bjergsiden for at se til sine bistader.

I stille sang tømmer hun forsigtigt staderne for honning uden brug af hverken net eller handsker. Tilbage i sit lille hus plejer hun sin gamle sengeliggende mor og fra tid til anden tager hun den længere tur ind til storbyen for at sælge sine varer.

due

Publiceret 17 November 2019 05:00