Det faste personale, der skal drive VOKS. Fra venstre de to dekoratører Fenja og Janne, og til højre direktør Benedikte Preuthun Mortensen. Privatfoto

Det faste personale, der skal drive VOKS. Fra venstre de to dekoratører Fenja og Janne, og til højre direktør Benedikte Preuthun Mortensen. Privatfoto

VOKS er klar til at åbne dørene og gøre en forskel

Ny socialøkonomisk virksomhed vil bringe socialt ansvarlige og bæredygtige plantedesigns ind på kontorer, arbejdspladser og i private vindueskarme.

planter Nu åbner VOKS - en socialøkonomisk virksomhed, født ud af det boligsociale samarbejde i Albertslund ABC.

Når man handler i VOKS, køber man professionelle plantedesigns, der er stylet af virksomhedens dekoratører. Men samtidig gør man en vigtig forskel – både for samfundet og for planeten.

Virksomheden har nemlig dels en social, dels en grøn mission. I arbejdsfællesskabet deltager ledige, der af forskellige grunde ikke er klar til et almindeligt job. Samtidig ønsker VOKS at starte en plantebevægelse hos forbrugere og erhverv ved at arbejde med holdbare planter og genbrug som alternativ til blomsterbuketten og ’brug og smid væk-kulturen’.

”Mange ved ikke, at afskårne blomster har et stort CO2-aftryk. Levetiden er kort. Ofte importeres blomsterne fra fjerne lande, hvilket kræver en lang transport og opbevaring på køl. Og der stilles ikke krav til anvendelsen af pesticider og andre kemikalier, der skader grundvandet i dyrkningslandet”, fortæller VOKS’ direktør Benedikte Preuthun Mortensen, der er tidligere direktør for den prisbelønnede socialøkonomiske virksomhed Bike & Bloom.

Kig ind i de nye lokaler

Den 21. november kl. 14-17 fejres åbningen med en reception, hvor alle nysgerrige er velkomne. Det foregår på Nyvej 23 i Albertslund, hvor den almene boligafdeling AKB Hedemarken udlejer lokaler til VOKS.

Lokalerne rummer produktionsværksted, et showroom for erhvervskunder med dekorationer, planteindretning og virksomhedsgaver samt en butik for private, hvor man kan købe sig en adventskrans eller en værtindegave med en helt særlig historie.

”Vi har som boligafdeling været med til at bane vejen for VOKS, fordi vi håber, at det lokale arbejdsfællesskab kan komme ledige beboere i området til gavn i fremtiden”, fortæller Stiig Schønveller, som er formand for Fonden VOKS og næstformand i AKB Hedemarken.

”Det er både et spørgsmål om at hjælpe nogle mennesker videre i deres liv, og om at skabe mere liv i boligområdet”, siger Stiig, som i disse dage sammen med VOKS’ direktør har travlt med at få alt på plads inden åbningen.

VOKS på egne ben

VOKS er født ud af det boligsociale samarbejde i Albertslund.

”Vi ville gerne skabe et rummeligt arbejdsfællesskab, der kan bruges som træningsplatform og som afsæt til at komme tilbage på arbejdsmarkedet”, fortæller Lone Kaas fra Albertslund Boligsociale Center.

VOKS har fået indledende støtte af Albertslund Boligsociale Center og VELUX FONDEN, men skal nu over tre år bevise, at forretningen kan løbe rundt alene ved at sælge dekorationer og planteabonnementer – og samtidig gøre en forskel for ledige på kanten af arbejdsmarkedet.

VOKS er blevet etableret som en erhvervsdrivende fond med vedtægter og med en fondsbestyrelse. At det er en registreret socialøkonomisk virksomhed betyder, at alt overskud geninvesteres i virksomhedens samfundsnyttige formål.

brie

Publiceret 18 November 2019 06:00