Kirsten Wandahl udgiver i denne uge sin nye ungdomsroman. Pressefoto

Kirsten Wandahl udgiver i denne uge sin nye ungdomsroman. Pressefoto

Hvem er jeg? Ny ungdomsroman fra Albertslund-forfatter

Identitetskrise kan ramme alle, og især unge mennesker bruger meget tid på at tænke over, hvem de er. Det mener Albertslund-forfatteren Kirsten Wandahl, der er aktuel med en ny ungdomsroman om identitet, sorg og kærlighed

bøger "Hvem er jeg? Det er nok det mest almengyldige spørgsmål for unge.” Sådan siger forfatter Kirsten Wandahl, der er aktuel med en ny ungdomsroman, som netop handler om at være ung og prøve på at finde frem til, hvem man selv er. Kirsten Wandahl bor i Albertslund og udgiver ungdomsromanen ”Engleløgnen” i denne uge.

I Engleløgnen er 16-årige Martha usikker på sig selv. Hun ved ikke, hvem hun er, og hun er heller ikke helt sikker på, at hun har lyst til at finde ud af det. Det eneste, hun ønsker, er, at livet kunne blive, som det var før.

På en ferie med sin familie, som hun ikke har lyst til at være med på, møder Martha Victoria. Victoria er livlig, smuk og modig. Men spørgsmålet er, om Martha overhovedet er i stand til at elske, når hendes hjerte bare er en muskel, der banker rundt om et stort, tomt hul?

”Identitet, kærlighed og sorg er temaer, som er uafhængige af tid. Det er ligegyldigt, om man levede i jernalderen eller er ung i dag, om man definerer sig som dreng, pige eller noget tredje: Hvordan man overvinder pludselige tab og finder modet og håbet til at komme videre er svært, og når man så samtidig er ung og ikke sikker på, hvem man er, gør det kun problemet større,” siger Kirsten Wandahl i en pressemeddelelse.

Følsom roman

Engleløgnen er en følsom og hjerteskærende ungdomsroman, der tager temaer som identitet, ensomhed, sorg og kærlighed op. Det er en roman om at finde modet til at elske, selvom man har mistet. Men først og fremmest er det en roman om at finde ud af, hvem man selv er.

”Der er mange måder at komme videre på, men især modet til at stå ved sig selv er vigtigt. Det kan føles mere trygt at gemme sig bag en facade, men det bliver man ikke glad af. Man skal lære at elske og acceptere den, man er, og det kan man først, når man forstår, at man ikke behøver at passe ind i en bestemt kasse for at være god nok. Man må heller ikke miste håbet, uden hvilket alt bliver ligegyldigt. Derfor efterlades den unge læser heller ikke i denne bog uden håb,” siger Wandahl.

Om forfatteren

Kirsten Wandahl er lærer og skriver for børn, unge og voksne samt for læsere med læseudfordringer. Hun har undervist voksne udlændinge i dansk i en lang årrække, og her har hun mødt mange skæbner og forskellige strategier til at overkomme svære forandringer, valg og skæbner, der hyppigt overgår vores fantasi. Sorg, håb, identitet, mod, og ikke mindst hvorfor nogen mennesker kommer videre, mens andre knækker af de samme udfordringer, optager forfatteren. Disse temaer kan, i forskellige forklædninger, findes i flere af hendes tekster. Engleløgnen er Kirsten Wandahls anden bog for børn og unge.

Engleløgnen udkommer på Byens Forlag og koster 259 kr.

Publiceret 02 December 2019 10:24