Jeg er positiv af sind, og familien bakker mig op, siger 36-årige Tina Christiansen, der glæder sig til fire års arbejde i kommunalbestyrelsen. .

Jeg er positiv af sind, og familien bakker mig op, siger 36-årige Tina Christiansen, der glæder sig til fire års arbejde i kommunalbestyrelsen. .

Nyvalgt politiker:

Vil kæmpe for syge, pårørende og ledige

Tina Christiansen glæder sig til at prøve livet af som politiker i kommunalbestyrelsen de næste fire år

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

De syge, deres pårørende og arbejdsløse skal have bedre forhold.
Det er nogle af de mærkesager, som Tina Christiansen brænder mest for, og derfor vil slå et slag for når hun begynder sit arbejde i kommunalbestyrelsen den 1. januar.
Den 36-årige kvinde er den ene af tre nye socialdemokrater, der tager plads omkring bordet i kommunalbestyrelses-salen. Det er helt nyt for hende at prøve kræfter med det politiske liv, men hun glæder sig til at komme i gang:
“Jeg er da spændt på hvad der venter mig. Der bliver nok meget arbejde, og jeg må se på om det bliver nødvendigt at gå ned i tid. Men jeg er positiv af sind, og min familie bakker op. Min kæreste er meget glad for jeg blev valgt, og børnene er vist lidt stolte af deres mor”, griner hun.
Sammen med kæresten har hun to drenge på 4 og 8 år, og familien bor i et af de nyrenoverede rækkehuse i Hjortens Kvarter. Hun arbejder som serviceleder i rengøringsfirmaet Partneren ApS, og sidder desuden i afdelingsbestyrelsen i VA 4. række.
Det politiske virke vil ske med afsæt i Social- og Sundhedsudvalget og Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, hvor det som nævnt blandt andet handler om at gøre forholdene bedre for syge og pårørende.
Det har baggrund i Tina Christiansens egne, personlige erfaringer, som hun er meget åben omkring:
“Jeg har en kronisk sygdom, kaldet POTS syndrom. Jeg fik hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet med et program der hed Quick Care. Det har åbnet mine øjne for, hvad sygdomsramte og deres pårørende må igennem, og jeg mener vi kan forstærke indsatsen for dem.”
Det har ellers ikke stået i kortene hos Tina Christiansen, at hun skulle slå ind på en politisk karriere:
“Jeg har aldrig været så politisk, men mange mennesker i min omgangskreds fortalte om det og fik det til at lyde spændende”, siger hun og fremhæver det nuværende medlem af kommunalbestyrelsen, Susanne Storm Lind, som et forbillede for det lokalpolitiske.
For to et halvt år siden meldte hun sig så ind i partiet:
“Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være Socialdemokratiet. Det er partiet, der har skabt Danmark med den velfærd der er, og som står for en omsorg og empati for de svageste jeg kan stå inde for.”
Ved opstillingsmødet i marts i år fik Tina Christiansen et meget flot valg, da urafstemningen placerede hende som nummer 3 på listen.
“Jeg tror det handler om, at folk gerne vil prøve noget nyt”. siger hun beskedent.
Siden har hun fået et spørgsmål flere gange. Så lad os lige slå det fast én gang for alle:
Nej, hun er ikke i familie med borgmester Steen Christiansen....

Nye ansigter

Seks nye blev valgt ind i kommunalbestyrelsen ved kommunalvalget 21. november. De vil begynde deres virke 1. januar, og AP vil derfor i denne tid sætte fokus på de seks nyvalgte:
Hediye Dilara Pekerman Temiz (R), Marianne Burchall, Jørn Jensby og Tina Christiansen,  alle fra S, Nils Jul Gjerlev (Kons.) og Kenni Flink (Alt.).

Publiceret 09 December 2017 04:00