Rød, blå, grøn. Hvilken farve har Albertslund egentlig? Foto: HIC fodbold

Rød, blå, grøn. Hvilken farve har Albertslund egentlig? Foto: HIC fodbold

SPORT: Albertslund IF sendte HIC til bunds

Lokalderbyet i fodboldens sjællandsserie pulje 1 lørdag på Albert Park sluttede med rød sejr på 2-1

FODBOLD "Slaget om Albertslund". Talen bliver meget direkte i den lokale fodboldverden, når de to lokale storklubbers førstehold stiller til indbyrdes dyst i sjællandsserien. Der gives ikke plads til hverken skånsom eller tilbageholdende tale mellem aktører og tilhængere af på den ene side Albertslund IF og på den anden Herstedøster IC op til og i særdeles ikke efter slaget.

Det gjaldt også efterårets styrkeprøve mellem de to. Den fandt sted lørdag eftermiddag på Albert Park, og for første gang i nyere til blev det til en vinder efter direkte kamp. For to sæsoner siden haltede Albertslund IF som serie 1 hold nemlig efter HICs højere position i sjællandsserien.

Så fulgte AIFs oprykning. Dermed var der sidste sæson lagt an til direkte konfrontation, men det endte lidt fesent med med to gange 2-2 og tæt parløb lige under toppen.

Lørdag skete det så. En vinder blev fundet, og i Albertslund IF var man ikke sen til at ophøje 2-1 sejren til, at Albertslund er rød med henvisning til klubfarven versus HICs blå.

Et fotografi lagt på HICs facebook side klargør dog, at i hvert fald Albert Parks farve på kampdagen nok snarere må betegnes som grøn.

Selve kampen nåede ikke de store højder. Det meste af anden halvleg blev præget af massiv regn, der førte til en del tilfædligheder i spillet, men da var det hele allerede afgjort. Rasmus Floor Andersen bragte HIC foran efter 35 minutter på forarbejde af Rasmus Thønning, Emilio Rodriguez udlignede fem minutter før pausen, og fem minutter efter sikrede Malthe Jacobsen Albertslund sejren. I begge AIFs scoringstilfælde stod Diego Rodriguez som assist.

I Herstedøster ærgrede man sig efterfølgende over nederlaget, da kampen anskuet gennem gæstelinser netop havde HIC som dominerende part med en ganske stor mulighed for at udligne til sidst.

Tre vigtige point

Hos Albertslund formulerer træner Adolfo Rodriguez tilfredsheden over sejren.

"Stor var glæden efter kampen over de tre vigtige point. Vi viste, at vi også kunne "krige" os til tre point mod en modstander, som ellers er ret gode til den del af spillet. Vi lukkede deres bedste spillere fint af i anden halvleg og vidste, at der skulle en tilfældighed til, for at de kunne lave mål mod os. Det skete ikke, fordi vores defensiv var stærk og sørgede for, at deres farlige angreb var næsten usynlig", siger Adolfo Rodriguez.

Sejren sikrer Albertslund en midterposition som nummer seks, medens Herstedøster dumpede helt til bunds, da det tidligere bundhold fra Lundtofte tegnede sig for den helt store overraskelse ved at besejre topholdet fra Roskilde, RB 1906, med 3-1.

U16 til uafgort

Albertslund IFs ældste drengehold har været gennem en uge præget af afbud på grund af diverse lejrskoler. Alligevel lykkedes det for træner Jakob Kristiansen at få suppleret sin smalle trup med spillere fra andetholdet og fra yngre årgange til en slagkraftig formation, der klarede to gange uafgjort.

I den ordinære turnering U16 øst blev det til 3-3 mod Strøby på mål af to gange Markus Kristiansen og udligning kort før tid af Marius Kirsmejer.

I pokalturneringen var den helt gal med afbud, men det lykkedes alligevel AIF-drengene spillemæssigt at dominere kampen mod Ølstykke, der dog endte med at gå videre på sejr i den efterfølgende straffesparkskonkurrence. Ordinær spilletid sluttede målløs.

Af Steffen Kristiansen

Publiceret 30 September 2019 09:06