Helena Fritz Larsen, Thea Fritz Larsen, Marie Munk og Mille Bækmark. Privatfoto

Helena Fritz Larsen, Thea Fritz Larsen, Marie Munk og Mille Bækmark. Privatfoto

Svømning: Flotte resultater til regionsmesterskaberne

Svømmerne fra AIF var i weekenden med til regionsmesterskaberne og klarede sig rigtig godt

I weekenden blev der afholdt regionsmesterskaber for årgangssvømmere i Næstved svømmehal, hvor AIF stillede i start med Helena Fritz Larsen (2007). Børnesvømmere konkurrerede samtidig i Herlufsholm svømmehal, hvor AIF stillede op med Mille Bækmark (2008), Marie ”Mini” Munk (2008) og Thea Fritz Larsen (2009).

For at man kan deltage, skal svømmeren have opnået kravtid(er), og dermed var det kun de hurtigste svømmere fra regionen, som deltog i stævnet.

I Næstved var der lidt over 230 svømmere fra 23 klubber og i Herlufsholm var der 22 klubber med knap 200 svømmere.

Helena stillede op i 100 m fri samt 100 og 200 m bryst og fik forbedret sine personlige rekorder i alle tre løb.

Thea stillede op i 50 og 100 m fri, 50 og 100 m ryg, 50 m bryst og 100 m medley og forbedrede ligeledes sine personlige rekorder i alle løb.

Mille stillede op i 100 m fri samt i 50 og 100 m ryg og forbedrede sin tid i 100 fri med 2,18 sekunder.

Marie stillede op i 50, 100 og 200 m fri, 50 m fly samt 100 og 200 m individuelt medley og fik en ny PR i 100 fri og 100 medley. Hendes 100 m medley tid gav samtidig en 6. plads ud af 29 svømmere.

Ud over individuelle løb deltog Marie, Mille og Thea som en del af startfællesskabet VAT Copenhagen i holdkapperne. VAT 1 holdet, som bestod af tre svømmere fra Swim Team Taastrup og Marie, fik kæmpet sig til en bronzemedalje i både 4 x 50 m medley holdkap og i 4 x 50 m fri holdkap.

Næste stævne for AIF-svømmere bliver Efterårsstævnet i Taastrup den 16. og 17. november.

Publiceret 30 October 2019 05:00